HomeBoganmeldelser Flammernes bytte af Morten Kvistgaard

Flammernes bytte af Morten Kvistgaard

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

En ny kamp

Flammernes bytte er andet bind i serien om den russisk-bosniske slægt Lermontov-Tsirkul. Første bind, Alla og klaveret – Den russiske tragedie 1912 til 1924, udkom i 2018, og du kan læse min anmeldelse af den her.

Morten Kvistgaard har arbejdet som økonom i Rusland, Østeuropa og på Balkan i mere end 30 år. Det er virkelige hændelser og personer fra disse lande, der har inspireret til Flammernes bytte – Tragedien på Balkan 1927 til 1945.

Fra bogens bagside:

Syv år efter at Max flygtede fra Rusland og den kommunistiske revolution, genforenes han med sønnerne Petr og Igor, da de efter en hård togtur ankommer til Sarajevo i Jugoslavien.

Men genforeningen bliver ikke lykkelig, selv om brødrenes stedmor, Marija, gør sit yderste for at holde sammen på familien. Mørke skyer trækker sammen over Europa. Nazisterne invaderer Jugoslavien, og familien hvirvles gennem en brutal krig med smertelige konsekvenser.

Med krigens afslutning får familien håb om en lykkelig fremtid i et nyt Jugoslavien. Men er de høje forventninger realistiske?

Bedømmelsen

Flammernes bytte er et flot efterfølger til Alla og klaveret. Morten har på fascinerende vis beskrevet en del af Jugoslaviens komplekse historie, ikke kun om krigen, men også om landets indre konflikter.

Marija er specielt flot tegnet. Hun har et stort håb om et Jugoslavien, der sagtens kan fungere med de forskellige religiøse grupperinger. Langsomt må hun dog se sit land flået fra hinanden. Interessant er det også at følge hendes indre konflikt når hun møder hvad der burde være hendes fjende. En mand, der har samme interesse for musik som hun, og som på mange punkter minder om hende.

Det gav en afrundet billede af perioden, at krigen beskrives fra flere forskellige vinkler. Vi følger ikke kun soldater og partisaner, men også de mennesker der på hjemmefronten må kæmpe for at finde mad, brændsel og tryghed. Oven i dette er den konstante bekymring om de af familiens medlemmer der deltager i krigen. Dog var det ikke altid helt nemt at følge de forskellige grupperinger og de mange beskrivelser af brutale krigshandlinger. Det satte til tider bogens flow en smule ned.

Selvom musik spiller en rolle i dette bind, så er det tegning der er i fokus. Det var meget vellykket at lade Igor give udtryk for sine følelser og beskrive de grusomme begivenheder via tegning. På den måde blev han endelig i stand til at gøre op med sit tidligere liv, og komme videre i en ny retning. Også Petr må gøre op med sin fortid. Efter at have kæmpet længe for sine søskendes overlevelse, må han se et stort tab i øjnene. Han reagerer også kraftigt på det han betragter som sin fars svigt, men finder endelig sit livs rette plads i hæren.

Man efterlades med en god forståelse for de enkelte karakteres handlemønstre og motiver, også der hvor det splitter mangeårige venner der vælger forskellige sider i krigen. Her er det specielt interessant at læse om, hvordan mennesker mod deres vilje blev tvunget til at kæmpe på tysk side, både i 1. og 2. verdenskrig.

Morten har formået at skildre en kompliceret og revolutionerede periode af historien på en medrivende og tankevækkende måde. Det er skræmmende, at vi i dag stadigvæk ikke er nået til det punkt hvor religiøse retninger kan leve side om side.

Flammernes bytte

Forfatter: Morten Kvistgaard

Udgivet: 2021
Sidetal: 488

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply