28 juni, 2023
Fra drab til dom af Ove Dahl og Kurt Kragh
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: drab, efterforskning, Fra drab til dom, Kurt Kragh, Ove Dahl, Politikens forlag, sporsikring, Stine Bolther, true crime
Gåder og spor
Fra drab til dom er skrevet af Ove Dahl og Kurt Kragh i samarbejde med Stine Bolther.
Forlagets beskrivelse:
Et dansk drømmehold inden for true crime giver et unikt indblik i, hvordan man kommer fra gerningsstedets mysterier til at stå med en dømt forbryder. Derfor har de også mødt en lang række vigtige spørgsmål fra læsere og tilhørere: ”Er samfundet mere råt end tidligere?”, ”Hvad betyder fængsel på livstid?” og ikke mindst det helt centrale ”Hvordan opklarer politiet en forbrydelse?”. Med afsæt i især det sidste spørgsmål har de to tidligere drabschefer sat sig sammen for at forklare, hvordan efterforskere griber deres opgave an.
De bruger deres erfaring fra talrige sager til at føre læseren fra gerningsstedet via gerningsmandsprofilering og retsmedicinske undersøgelser til dommen og det retslige efterspil.
Bedømmelsen:
Fra drab til dom er en meget fascinerende bog, der på glimrende vis fører læseren hele vejen gennem den store proces der finder sted fra drab til dom. Bogen tager bl.a. udgangspunkt i nogle af de mange spørgsmål drabschefer har mødt under deres mange foredrag. Og måske netop derfor virker den så relevant og interessant: at den netop besvarer nogle af de spørgsmål vi ”uindviede” kan sidde med.
Med stort engagement og indsigt føres læseren gennem de processer, metoder og det menneskekundskab, det kræver at samarbejde sig frem til opklaringen af forbrydelser.
En af de ting jeg altid har fundet fascinerende, er retsmedicinerens rolle i en efterforskning. Og netop dette kommer bogen også ind på, herunder bl.a. den kæmpe udvikling der i årenes løb er sket på det retsmedicinske område. Og her får man en bedre forståelse for, hvor vigtigt det arbejde kan være for en efterforskning. Men det er også spændende med den store udviklingen brugen af hunde har gennemgået, efterhånden som deres kvalifikationer er blevet større og større.
En anden ting bogen vender er vigtigheden af sporsikring – at ingen bør nærme sig området før de fantastisk dygtige kriminalteknikere. Og at det er set, hvordan kontaminering af et gerningssted har besværliggjort opklaringen i alvorlig grad. Derudover lærer vi om bl.a. blodstænksanalyser, mediernes rolle, forskellige drabsinstrumenter og giftmord. At bogen også berører drabshefernes personlige tanker, gør den meget mere læseværdig.
Bogen er en samtalebog, og det fungerer rigtigt godt. Det er tydeligvis et godt valg at have udarbejdet bogen i samarbejdet med den erfarne Stine Bolther. Der er mange interessante dialoger om opklaring og hele den store proces en sag gennemgår til den endelige dom. En af de ting der tiltaler mig, er det sobre sprog bogen holdes i, og at der er udvist respekt for ofre og pårørende.
Er du til True Crime og faktiske opklaringsmetoder, så vil Fra drab til dom helt sikkert være noget for dig.
Forfattere: Ove Dahl, Kurt Kragh og Stine Bolther