11 november, 2021
Halvt i himlen af Lone Hørslev

Mellem lykke og liv
Halvt i himlen er Lone Hørslevs nyeste fortælling, baseret på hendes egen oldemors historie. Lone Hørslev er uddannet fra Forfatterskolen i 2003. Udover at være forfatter er hun også sanger, og flere af hendes digte er omsat til sange.
Fra bogens bagside:
Med fængende detaljerigdom og gehør for København anno 1924 fortæller Lone Hørslev i romanform sin oldemors historie om en skæbnesvanger sommerforelskelse.
De to søstre Ellen og Dagmar lever en let forhutlet tilværelse i 1920’ernes København. De bor i en kummerlig lejlighed i Larsbjørnsstræde sammen med deres mor og storebror, Knud, der begge er på nakken af dem. Da det lykkes søstrene at komme i lære på Oskar Davidsens nyåbnede smørrebrødsrestaurant på Nørrebro, er deres lykke tilsyneladende gjort – hvis de ellers kan finde ud af at holde hovedet koldt og benene samlede, som bestyrerinden udtrykker det.
Hårdt arbejde er et vilkår, og druk og vold er hverdag i Pisserenden, men en sommeraften i Tivoli møder Ellen og Dagmar et par unge mænd med ternede strømper og bølger i håret. Hartvig er charmerende og beleven, og Kai taler forførende om kunst, og Ellen og Dagmar forelsker sig hovedkulds i de to fremmede mænd. Kærligheden får dem til at spire i hver sin retning, og fortielser og hemmeligheder kommer pludselig imellem de to søstre, som ellers altid har været hinandens fortrolige.
Halvt i himlen er en både rørende og barsk kærlighedsroman om to unge kvinder på vej ud i livet. En gribende fortælling om familiehemmeligheder og længslen eft er et andet liv, om erotik og højt belagt smørrebrød.
Bedømmelsen:
Halvt i himlen er mit første bekendtskab med Lone Hørslevs skriverier, men det bliver helt sikkert ikke det sidste. Lone præsenterer sin fortælling via en meget imponerende skrivestil, der formår at vække karaktererne til live og give et glimrende billede af datidens København.
Efter endt læsning efterlades man både oplyst og underholdt. Man har et langt bedre indblik i datidens liv og vilkår som medlem af arbejdsklassen – hvor ikke mindst de dårlige forhold og fremtidsudsigter for kvinder er i fokus. At Lone har valgt at lade bogen fortælle i vekslende beskrivelser fra de to hovedpersoner gør, at man forstår at en situation kan opleves vidt forskelligt alt efter personens livssyn og måde at håndtere problemer på.
Vi nutidens kvinder har det med at glemme, at der for ikke så længe siden var helt andre vilkår for kvinder. Der var ikke de store muligheder for arbejderklassens kvinder. Og netop her kommer bogens titel til sin ret: måske er det kun muligt, selv i livets lykkeligste stunder, at føle sig halvt i himlen.
Bogen er opbygget med cliffhangere i slutningen af hvert kapitel, og fremdriften er dermed sikret. Derfor bør du ikke starte på bogen en sen aften – for du kommer til at gå glip af søvnen. Halvt i himlen er en meget vellykket familiekrønike om klasse, kærlighed og København – og gudskelov er der lagt op til en efterfølger.
Forfatter: Lone Hørslev