26 oktober, 2021
Hannies bog af Lisa Wingate
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 5 poter, Alpha, fordomme, Forlaget Alpha, fortid, fremtid, frygt, Hannies bog, Historie, Læg verden bag jer, Lisa Wingate, race, Slaver
På jagt efter fortiden
Hannies bog er skrevet af Lisa Wingate, der i 2017 fik sit internationale gennembrud med Inden vi blev jeres. Lisa er tidligere journalist, foredragsholder og forfatter til tredive romaner.
Fra bogens bagside:
Forfatteren til bestselleren Inden vi blev jeres er tilbage med en stor historisk sydstatsroman.
Stærk roman baseret på faktiske begivenheder og inspireret af de annoncer, der blev bragt i aviserne i Sydstaterne efter borgerkrigen, hvor folk efterlyste venner og familiemedlemmer.
Louisiana 1875: I borgerkrigens sidste dage føres den unge slavepige Hannie, hendes mor og seks søskende fra deres plantage i Louisiana i et forsøg på at undgå Nordstaternes soldater. Et efter et bliver børnene solgt fra, og til sidst er der kun Hannie tilbage. Efter borgerkrigen er slut, vender Hannie tilbage til plantagen, men da ingen af de andre i familien vender tilbage, må hun begive sig ud på en farefuld færd gennem Sydstaternes sumpområder i håb om at finde sine søskende.
Louisiana 1987: Den unge skolelærer Benedetta Silva har taget imod en stilling på en fattig skole i en lille by ved Mississippi-floden. Det er en urolig elevflok, der møder hende, fuldkommen umotiverede og uden tro på fremtiden. Men Benedetta giver ikke op, og bevæbnet med et historieprojekt, der tager udgangspunkt i elevernes egen slægtshistorie, får hun endelig hul igennem til eleverne og ender med også selv at blive optaget af byens historie.
Ved at insistere på vigtigheden af at kende og fortælle sin historie har Lisa Wingate skrevet en gribende historisk roman. – LIBRARY JOURNAL
Bedømmelsen:
Hannies bog er en hjerteskærende, medrivende og fuldstændig fantastisk fortælling. Selvom der er mere end et århundrede mellem bogens to hovedhistorier, så formår Lisa alligevel på glimrende vis at flette dem sammen. Bogen byder samtidigt på et velbeskrevet persongalleri og opslugende beskrivelser af skæbner. Om tre kvinders rejse, der ender med ikke kun at få stor indflydelse på deres eget liv, men også Benny og hendes elevers.
Bogens kapitler indledes med kopier af faktiske efterlysningsannoncer, og det er med til at gøre den levende. Faktisk føler jeg, at historiens største virkning findes i disse annoncer. Her mærkes uretfærdigheden, den følelsesmæssige smerte og savnet efter familien.
Ligesom de færreste af os helt vil kunne forstå, hvordan det pludseligt er at stå alene, uden at vide om du nogensinde vil se din familie igen, så havde Benny svært ved i starten at kapere den store forskel mellem hendes hidtidige liv og det hun møder i tidens Lousiana. Benny møder en raceulighed hun ikke tidligere har tænkt over, og elever uden drømme og fremtid. På hver sin måde kæmper Hannie og Benny en kamp, og de vil gå langt for det de tror på.
Det er blevet meget populært at skrive historiske romaner med to forskellige tidslinjer. Det er ikke altid vellykket, men her fungerer det helt perfekt. Med sine levende og realistiske karakterer, formår Lisa Wingate endnu en gang at bringe historien til live
2 kvinder. 2 historier. 2 fantastiske fortællinger om, hvordan vores fortid kan påvirke vores opfattelse af identitet og selvforståelse. Lisa Wingate leverer en stærkt bevægende og lærerig fortælling, der vil tiltale alle elskere af historisk fiktion.
Efterord:
Læsning af bøger som Hannies bog kan vække mange følelser hos læserne. Her syntes jeg det er vigtigt at huske på, at også Danmark tidligere var en del af slavehandlen. Mange af de historiske bygninger vi ser i København i dag, er bygget med ”sukkerpenge” fra De Vestindiske Øer.
Det er en fortid, hvor Danmark i 1792 (med virkning fra 1803) som et af de første lande forbød den transatlandiske handel med slaver. Selvom det kan virke som en god ting, så fik slaveejerne altså 10 år til at købe stort ind af slaver, og om muligt oprette deciderede avlsprogrammer.
Har du lyst til at lære mere om Danmarks tid som slavekoloni, findes der utallige bøger på biblioteket. Er du mere til dokumentarer, så kan du på Youtube finde 3 kortfilm om Danmarks sorte samvittighed (Ja, ja – måske får du endda et glimt af mig).
Forfatter: Lisa Wingate