23 marts, 2022
Heltenes sommer af Lotte og Søren Hammer (Venner og fjender #7)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 2. verdenskrig, HarperCollins, HarperCollinsNordic, Heltenes sommer, historisk roman, Lotte og Søren Hammer, modstandsbevægelsen, nazisme, partisaner, Polen, samfundsforhold, Venner og Fjender
Den menneskelige ondskab
Heltenes sommer er syvende bind i Lotte og Søren Hammers medrivende historiske spændingsserie. I Venner og Fjender følger vi den jødiske Kassandra og SS-officeren Peter under 2. verdenskrig.
Tidligere i serien er udkommet Vejen til Warszawa, Kobberslottet, Gaden uden navn, Byen ved Volga, Sobibór og Skoven er vores.
Forlagets beskrivelse:
Sensommeren 1944. Kassandra, Peter, Alexander og Debora deltager i opstanden i Warszawa, som Den Polske Hjemmehær (AK) gennemførte mod tyskerne fra august 1944 og et par måneder frem. Hvilke bliver fatalt for nogen af dem.
De overlevende lever derefter skjult i ruinerne, mens byen bliver tømt for indbyggere. Alle bygninger, der endnu står, bliver ødelagt af tyskerne som hævn for opstanden. Opstanden resulterede i vanvittige og heltemodige kampe. Her holdt AK’s dårligt uddannede og ringe bevæbnede oprørere deres by i over to måneder. Men de tyske styrker anvendte uhørt brutalitet og terror. Der blev kæmpet gade for gade, hus for hus, kælder for kælder og ikke mindst i kloakkerne.
Imens befandt Den Røde Hær sig på den anden side af floden Visla. Her lod den af politiske årsager opstanden blive knust uden at foretage sig noget.
Bedømmelsen:
Heltenes sommer byder på endnu en tydeligt velresearchet bog, og det flydende sprog vi er kommet til at forvente, finder vi også her. Desværre følte jeg ikke samme forbindelse til seriens karakterer som tidligere. Måske er jeg ved at blive mættet af universet og fortællingen, uanset hvor levende det er skabt og hvor meget arbejde der tydeligvis ligger bag.
Krigen har slidt på Peter og Kassandra, der i dette bind virker mere irriterede på hinanden. Men det er der ikke noget at sige til, når man tænker på de rædsler de har været vidne til de sidste år. De må erkende, at den tidligere lejr og kamp i Pripjat-sumpene måske ikke har været nytteløs, men at russerne nu har besat området.
For at udnytte Kassandras nye uddannelse som radiooperatør, sendes Peter og Kassandra til Warszawa, hvor de ender midt i et af krigens brændpunkter – og involveres i kampen sammen med de polske oprørere. Men det er en forvirrende tid med masser af modsatrettede informationer. Og det er en kamp, hvor Tyskland viser sin mest brutale side. Her ser vi igen, at den historiske kontekst fremstilles realistisk i sin brutalitet, men også at der på en nuanceret måde vises sandheden om krigens historie.
Bogen har en rigtig god sammenhæng med seriens tidligere bind, med de levende og til tider meget billedskabende beskrivelser af nogle af de hektiske hændelser i krigens sidste år. Søskendeparret viser her igen, at de har en fremragende evne til at formidle historisk fiktion på med medrivende og realistisk måde.
Jeg vil med interesse læste seriens sidste bind, men tror også det er et godt valg at slutte serien der.
Forfattere: Lotte og Søren Hammer