2 september, 2019
Hun var velkommen af Adele Parks
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Abi, Adele Parks, drama, HarperCollinsNordic, hævn, Hun var velkommen, Mel
Hævn er en ret der bedst serveres kold…
Adele Parks har skrevet over 20 bøger, men har indtil videre mest holdt sig indenfor chick-lit genren. Med Hun var velkommen tager hun nu en drejning mod thriller-genren – og det gør hun ganske godt.
Handlingen
I skolen var Abi og Mel bedste venner, indtil Mel blev gravid og droppede studierne. Nu, 15 år senere, lever de vidt forskellige liv. Mel er lykkelig gift med Ben, og de har sammen fået to børn. Abi bor i Los Angeles med sin jetset mand (der også var deres tidligere lærer på universitet)
Men da Abi fanger sin mand i at være utro, har hun brug for en ven – og den eneste hun tør stole på er Mel. Mel byder hende velkommen med stor glæde og entusiasme – for hun skylder Abi for tidligere tiders hændelser. Desuden bliver Abi vel kun en weekend…
I starten er det himlen – Mel genfinder næsten sin tabte ungdom, og elsker at bruge tid med Abi. Men efterhånden som tiden går, og Abi ikke viser tegn på at ville flytte, ændrer stemningen sig. Snart opstår små sprækker i det ellers så tætte venskab, og det viser sig at Abi ikke er helt tilfreds med det tilsyneladende perfekte liv Mel har skabt sig. Men Abi ved lige præcis hvordan hun skal ødelægge det…
Jeg inviterede hende indenfor – og hun tog alt
Bedømmelsen
Med Hun var velkommen har Adele Parks skabt et smukt fabrikeret karakterstudie. Med tydeligt talent beskriver hun hvordan det ultimative forræderi kan udføres – og hun pakker det ind i fascinerende manipulation og udforskning af de bagvedliggende motiver.
I dramatisk domestic noir stil møder læserne to upålidelige fortællere, der begge fremstår realistiske og (i starten) sympatiske. Og så viser Adele en af sine forcer, da hun langsomt men sikker får læserne til absolut at hade den ene. Deres fælles fortid viser sig at være fyldt med hemmeligheder og løgne, der afsløres for læserne i nøje afmålte doser.
Sproget var flydende, og læsningen bød på masser af overraskende udviklinger. Spændingskurven steg løbende, og med et plot der var nemt at følge – her finder du ikke blodige mord eller brutale overfald – men en støt stigende psykisk udfordring begrundet i hævn, raseri og manipulation.
Er du til drama, chokerende hemmeligheder og rigtig god underholdning? Så er Hun var velkommen absolut en bog for dig.
Forfatter: Adele Parks