11 april, 2019
Hvem slukkede lyset? af Bøje Aagaard Kristensen
Comments : 5 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: anden verdenskrig, Bøje Aagaard Kristensen, Daniel, Hvem slukkede lyset, narko
Romandebut og første møde med advokaten Daniel
Den autodidakte forfatter Bøje Aagaard Kristensen udgav sidste år spændingsromanen Hvem slukkede lyset?. Inspirationen til romanen har han blandt andet hentet fra rejser, aviser og families beretninger om begivenheder under Anden Verdenskrig. Bøje har tidligere udgivet tre børnebøger.
Handlingen
På plejecenteret Plejebo sidder Holger Danielsen i sin trofaste gamle lænestol. Fortvivlet forsøger han at holde fast i nutiden, men fortidens spøgelser og forvirringens tåger kæmper om hans opmærksomhed. Nogen vil ham til livs, det er han sikker på – men er det den skjulte hemmelighed fra hans tid i modstandsgruppen under krigen der spøger – eller er det hans nærmeste familie, der forsøger at komme ham til livs?
Der er kun ét menneske Holger Danielsen kan stole på: sønnen Daniel. Men Daniel befinder sig p.t. i Australien. Så vidt familie og venner ved i et forsøg på at komme sig over tabet af hustruen Jonna og deres ufødte barn – i virkeligheden har han uforskyldt rodet sig ind i en international narkosag, der kan ende med at koste ham livet. Og sagen er ikke kun begrænset til det australske kontinent – så at tage hjem til lille, trygge Danmark er ikke nødvendigvis løsningen.
I Danmark sidder Daniels svoger Mikael, der efter et narkomisbrug nu vil gøre noget med sit liv – men også han involveres i omstændigheder, som han måske ikke har ressourcer til at håndtere.
Bedømmelsen
Bøje Aagaard Kristensen har skrevet en imponerende debut, hvor synopsis dog nok lover lidt mere hæsblæsende action end bogen leverer. Dette skyldes til dels, at der er vel meget fyld i bogen, der sagtens kunne have været skåret lidt skarpere til.
Sproget er letlæst og flydende, om end den sproglige stil til tider bærer et nærmest naivt præg – men nu er Bøje jo også autodidakt og bogen er hans romandebut. Miljøbeskrivelserne var gode og han fanger tidens forskellige stemninger godt.
Specielt beskrivelserne af tiden hen imod slutningen af anden verdenskrig var meget fascinerende, og personligt kunne jeg sagtens have læst meget mere om Holger Danielsens oplevelser i denne periode. Ligeså kunne jeg sagtens have tilbragt mere tid med de danskere, der var udvandret til Australien.
Karaktererne fremstod realistiske og deres særegne kvaliteter blev sat godt i spil. Der var en god gennemgående rød tråd i Holger, Daniel og Mikaels baggrund for deres handlemønstre, idet de alle tre besad en indbygget sans for retfærdighed – og handlekraft nok til reelt at gøre noget ved sagerne. Og på hver sin måde involveres de alle i deres problemer grundet en kvinde – for man efterlader ikke en kvinde i nød.
Bøje Aagaard Kristensen har efterfølgende udgivet bogen Den retmæssige arving , hvor advokaten Daniel blandt andet kommer tæt på nazitidens kz-lejre.
Forfatter: Bøje Aagaard Kristensen
5 thoughts
Pingback: Den retmæssige arving af Bøje Aagaard Kristensen - Cats, books and coffee
Pingback: Selvtægt af Bøje Aagaard Kristensen - Cats, books and coffee
Pingback: Tvillingemord af Bøje Aagaard Kristensen - Cats, books and coffee
Pingback: Skatmat af Bøje Aagaard Kristensen - Cats, books and coffee
Pingback: Frigjort af Bøje Aagaard Kristensen (Daniel Danielsen #5) - Cats, books and coffee