HomeBoganmeldelser Isola af Katrine Engberg

Isola af Katrine Engberg

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

Intet menneske er en ø

Isola er femte bind i Katrine Engbergs medrivende og spændende serie om efterforskerne Anette Werner og Jeppe Kørner. I serien er tidligere udgivet Krokodillevogteren, Blodmåne, Glasvinge og Vådeskud.

Handlingen

Da en halv menneskekrop findes i en kuffert nedgravet i Østre Anlæg, står Anette Werner for første gang uden Jeppe Kørners støtte. Han har nemlig taget orlov fra politiet, og har valgt til tilbringe vinteren på Bornholm. Her forsøger han at komme sig over bruddet med Sara, og lader sine frustrationer udfolde sig i arbejdet som skovhugger.

Selvom Anette inderst inde tvivler lidt på egne evner uden Jeppe, bliver hun nødt til at kaste sig ud i det som leder af efterforskningen. Da anden del af liget findes ved Kastellet viser obduktionen, at offeret har været i live da parteringen fandt sted, og at drabet er sket for 10-12 uger siden.

Tiden er af afgørende betydning, for det er ikke nemt at finde vidner der kan huske detaljer så langt tilbage. Og hvem er offeret egentlig? Der sker dog et lille fremskridt i efterforskningen, da det konstateret at kufferten har tilhørt den afdøde antropolog Margrethe Dybris. Det viser sig at hun boede på…Bornholm.

Jeppe er ikke den eneste der har forladt storbyen. Esther de Laurenti er stadig i sorg efter tabet af Gregers og er taget til Bornholm for at arbejde på en biografi om netop Margrethe Dybris. Margrethe var forsker i verdens forskellige dødsritualer, og hendes datter har givet Esther adgang til moderens tidligere hjem og papirer. Men familien er også involveret i et mysterium – for familiens søn, Nikolaj, er forsvundet. Og hvad er så mere oplagt, end at Esther beder Jeppe om hjælp i den sag.

Da Anette ankommer til Bornholm, er det oplagt for hende at søge hjælp og støtte hos Jeppe. Og før de ved af det, er alle sagerne knyttet på en overraskende måde, der trækker tråde tilbage i tiden.

Bedømmelsen

Med Isola viser Katrine Engberg endnu en gang, hvorfor hun hører til blandt krimieliten. Hun leger med sproget så læserne drages ind i en anden verden, og det velgennemtænkte og overraskende plot er med til at fastholde dem.

Isola er ikke den første krimi der har haft Bornholm som kulisse, men det er en af de eneste der på så vellykket en måde beskriver bagsiden af den ellers så berømte solskinsø. At det mørke, kolde og for turister ukendte Bornholm er anvendt som kulisse for historien er meget, meget vellykket. Naturen og dens barskhed er med til at skabe den perfekte stemning, og til at afspejle den melankoli der har ramt vores karakterer.

Fortællingen foregår i løbet af kun fem dage, og det giver en helt speciel intensitet til historien. Vi møder mange forskellige mennesker, og de fleste har karaktertræk som læserne vil kunne forholde sig til. At bogen indeholder mere end ”bare” en fascinerende krimidel gør, at man efter endt læsning både føler sig underholdt og drevet til refleksion. Refleksion over ensomhed, vores behov for nære relationer og hævn.

Katrine har endnu en gang helt styr på sin research, og specielt vedrørende det politimæssige aspekt er det rart med en forfatter, der gør sit arbejde ordentligt. Og så er den måde hun giver læserne mulighed for at følge de historiske tråde fra nutid til fortid både nytænkende og spændende.

Nu kunne man slutte sin anmeldelse med at skrive, at man ser frem til næste bog i serien – men Katrine har afsløret, at hun har noget andet i tankerne. Mon ikke det også bliver spændende at følge. Under alle omstændigheder får Isola de bedste anbefalinger herfra.

 

Isola

Forfatter:  Katrine Engberg

Udgivet: 2020
Forlag: Alpha
Sidetal: 355

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply