HomeUncategorized Kollaps af Thomas Rathsack (Plessner #5)

Kollaps af Thomas Rathsack (Plessner #5)

Posted in : Uncategorized on by : Lotte Tags: , , , ,

En trussel mod verdensklimaet

Kollaps er femte bind i Thomas Rathsacks medrivende serie om den forhenværende jægersoldat Michael Plessner der, trods sin bløde indre side, gentagne gange indblandes i dramatiske hændelser.

Thomas blev kendt i offentligheden, da han i 2009 udgav bogen Jæger – i krig med eliten. Forsvaret vurderede, at han havde overtrådt sin tavshedspligt, hvorfor han mistede sin sikkerhedsgodkendelse og dermed fra sit job. Siden har han dog haft stor succes, både som forfatter, foredragsholder og medvirkende i Korpset på TV2.

Fra bogens bagside:

Langsomt kommer Plessner til bevidsthed. Det er mørkt, og han befinder sig i en havareret bil med blodet dryppende fra et sår i panden. Han aner ikke, hvor han er. På passagersædet sidder en livløs kvinde, og i en rygsæk finder han en harddisk og en håndfuld reagensglas med vandprøver. Over ham summer himlen pludselig af helikoptere. Lyskegler skærer sig igennem skoven. Instinktivt fornemmer han, at det ikke bare er et biluheld, han er vågnet op fra, men en menneskejagt. Og at han selv og kvinden er byttet.

Plessner er blevet kontaktet af en kvinde fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Hun har tilbudt ham et anseeligt beløb for at tage til det nordlige Rusland og afholde et overlevelseskursus for en samling prominente rigmænd – og ved samme lejlighed hjembringe en særlig genstand fra det fjerne russiske område. Plessners mavefornemmelse bød ham egentlig at sige nej til opgaven, men hans ubændige eventyrlyst og en flad tegnebog har gjort, at han har trodset rationale og instinkt.

Bedømmelsen

Det er sjældent man møder en krimi der efterlader stof til eftertanke – men det gør Thomas’ bøger. I et letlæseligt og flydende sprog præsenterer han læserne for både et hæsblæsende drama og virkelige problemer.

Michael Plessner lever egentligt et ret ensomt liv, men der er aldrig ro omkring ham i længere tid. Og også denne gang involveres han i et dramatisk og livsfarligt eventyr, der sagtens kunne gøre sig på det store lærred. Måske får han endnu engang brug for hans indbyggede sans for sociale og samfundsmæssige forhold.

Når verdensklimaet pludseligt er i fare, må Michael Plessner nødvendigvis træde i karakter – og det gør han som vanligt godt. Handlingen er dramatisk og medrivende – også selv om der enkelte steder måske slækkes lidt på realiteten. Det stopper dog ikke læseren i at være underholdt fra starten.

Thomas har styr på sine ting, og hans egen erfaring som jægersoldat trænger tydeligt frem i bogen, når Michael bruger våben eller befinder sig i kampsituationer. Thomas sørger også for at beskrive handlingens steder så godt, at man til tider næsten føler sig hensat dertil.

Spændingsniveauet holder hele vejen gennem bogen, og sammen med det flydende sprog fastholdes læseren fra starten. Plottet er nok gennemskueligt, men det er heller ikke plottet der er i fokus her. Der er mere rejsen frem mod målet, og det fungerer også rigtigt godt.

Endnu en velskrevet og opslugende bog, som vi er kommet til at forvente dem fra Thomas Rathschack. Er du til de hårdkogte og hæsblæsende krimier, så vil Michael Plessner serien helt sikkert være noget for dig.

Kollaps

Forfatter: Thomas Rathsack

Udgivet: 2021
Sidetal: 320

Leave a Reply