8 januar, 2024
Memoria af David Lagercrantz (Rekke og Vargas #2)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: David Lagercrantz, efterforskning, Hans Rekke, Memoria, Micaela Vargas, mord, Obscuritas, Politikens forlag, Sverige
Fortiden vender tilbage
Memoria er skrevet af David Lagerkrantz, og er andet bind i hans Rekke og Vargas serie. Du kan læse min anmeldelse af seriens første bind, Obscuritas, her.
Forlagets beskrivelse:
Claire Lidman har været død i fjorten år, men Samuel, Claires mand, har i alle årene nægtet at acceptere det. Så da han ser en kvinde, som ligner Claire, i baggrunden på et fotografi, henvender han sig til Hans Rekke og Micaela Vargas. Umiddelbart er de skeptiske, men Rekke opdager detaljer på fotografiet, der indikerer, at det faktisk er Claire. Er det muligt? Eller påtager de sig sagen som en undskyldning for at fortsætte deres samarbejde?
Samtidig – og måske ved et rent tilfælde – møder Rekkes datter Julia en ny kæreste, som hun absolut vil holde hemmelig. Og Micaela bliver konstant chikaneret og truet af sin kriminelle bror Lucas. Men hun lader sig ikke skræmme. Det er først, da hun opdager, hvem Julias nye kærlighed er, at hendes verden bryder sammen. Rekke forstår, at han igen skal stå ansigt til ansigt med sin ungdomsrival, Gabor Morovia.
Brutale forbrydelser blotlægges, og efterforskningen berører professor Hans Rekke og politiassistent Micaela Vargas på et dybt personligt plan.
Bedømmelsen:
Memoria er en rigtig flot efterfølger til Obscuritas. De små anker jeg havde ved første bind er væk her. Plottet er meget veludtænkt, og universet virker mere helstøbt. Samtidig får man et dybere indblik i karakterernes baggrund og sociale relationer, og det skaber naturligvis også langt bedre forståelse for deres motiver og handlemåder.
Sproget er levende og stråler af entusiasme. Og det er netop den levende skrivestil og tempoet, jeg sætter stor pris på – den er original og til tider næsten legende. En anden positiv ting er, at vi oplever tingene samtidigt med Rekke og Vargas, og at de forskellige begivenheder først skildres hver for sig, for at blive flot vævet sammen i slutningen.
Rekke er druknet i en verden af depression og stoffer, i en sådan grad af Vargas er ved at opgive ham. Men hun får brug for et af hans specielle talenter, da hun lover at undersøge et mystisk billede. Han ser da også ganske rigtigt nogle hidtil oversete detaljer. Da Micaela besøger den kollega der var ansvarlig for sagen i 1990, styrkes mistanken om at noget er helt forkert.
Efterforskningen fører dem tilbage i tiden og ind i en en international sammenhæng. Bankkrisen, russiske oligarkers magtfremgang og KGBs udvikling. I den forbindelse bliver Rekke konfronteret med smertelige minder fra fortiden – og en af de få mennesker der kan matche hans intelligens, men kombinerer ikke-eksisterende empati med grænseløs ondskab: Gabor Morovia, der nu leder af et internationalt kriminelt netværk.
Vargas chikaneres og trues af sin kriminelle bror Lucas. Hun beslutter sig for endeligt at få ram på ham, men hun har ingen anelse om hvor langt han vil gå for at ramme hende – eller personer i hendes nærhed. Hun har startet en kæde af begivenheder med alvorlige konsekvenser.
Der er spænding fra start til slut, og David Lagercrantz beviser sin evne til at binde en historie smukt sammen. Specielt trådene med direkte forbindelser til Rekke og Vargas er meget vellykkede. At han trækker dem og deres bagland ind i sagen på et meget personligt plan, skaber en utrolig spænding, der kun stiger med hver ny åbenbaring.
Memoria er en bog du absolut bør læse, hvis du er til krimier med et helt særligt tvist.
Forfatter: David Lagercrantz
-
Oversættere: Jesper Klint Kistorp og Ole ThorslundUdgivet: 2023Forlag: Politikens ForlagSidetal: 368