15 august, 2020
Mindernes længsel af Santa Montefiore
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 5 poter, demens, familie, kærlighed, Mindernes længsel, Santa Montefiore, Turbulenz, venskab
Det sværeste farvel
Mindernes længsel er nyeste bog på dansk fra den produktive Santa Montefiore, der har udgivet mindst én bog om året siden sin debut i 2011. I nogle lande kendes hun som dronningen af kærlighedshistorier, ligesom nogle af hendes bøger omtales som strandlæsning-blockbusters.
Tidligere er af Santa Montefiore anmeldt Biavlerens datter.
Handlingen
Marigold er den, der altid stiller op for andre. Hele hendes liv har været fokuseret på at tage sig bedst muligt af andre mennesker. Ikke kun i familielivet, men også i det tilknyttede samfund, hvor hun altid er gået forrest som samfundets ildsjæl. Nu er Marigold 66 år gammel, og skal til at nyde livets efterår med sin elskede Dennis. Den ene datter bor i Italien, mens den anden stadig bor hjemme og kæmper for en karriere som social influencer. Marigold elsker dog at føle sig til nytte, så hun får sin mor til at flytte ind i huset.
Men blandt arbejdet med en lille butik, det lokale postkontor og familien derhjemme, begynder Marigold at blive mere og mere glemsom. Hun er bekymret for det og udvikler forskellige mestringsstrategier for at skjule det – mens hun leende bare skyder skylden på sin alder. Men da datteren Daisy vender hjem fra Italien og også flytter ind i huset, bliver det sværere og sværere for Marigold at skjule sin tilstand. Det bliver mere og mere tydeligt for familien, at de er ved at miste deres elskede Marigold til demensens grumme glemsel.
Rollerne er byttet om, og nu er det deres tur til at passe på Marigold. Livet vil aldrig blive det samme, og de må lære at støtte hinanden for at holde humøret oppe på de sværeste dage. Hvordan er det at miste sine minder og alt hvad der definerer en som person? Men midt i kampen findes også en givende kærlighed: mellem ægtefolk, mellem mor og barn og mellem venner.
Bedømmelsen
Mindernes længsel er en smuk og gribende fortælling, der med sin hjertegribende historie vil opsluge læseren fra første kapitel. Det er barske emner der behandles, og bogen fremstår derfor til tider meget rå – men samtidigt fuld af det smukkeste håb.
En af de bedste ting ved bogen var de fascinerende karakterer. Alle fremstod de sympatiske, realistiske og som stærke mennesker. Ellen, med hendes uendelige sladder om alle i landsbyen, Nan med sige egne gammeldags meninger om altid og Daisy med det komplicerede kærlighedsliv. Santa Montefiore har formået at skabe et persongalleri fuld af utrolige karakterer.
En anden af bogens forcer var Montefiores fantastiske evne til præcist og med medfølelse af at beskrive Marigolds tilbagegang og hvordan det påvirkede menneskene omkring hende. Hun fangede dette barske på en smuk måde. Marigolds perspektiv var bogens mest emotionelle del – terror, forvirring og desperat frygt er beskrevet levende og tragisk. Men også Dennis og hans reaktion på lægernes dom er meget velbeskrevet – han vælger at gå meget langt for at leve op til sine bryllupsløfter og passe Marigold.
Mindernes længsel er en engagerende, inspirerende og mindeværdig historie om sygdom, familie og venskab. Om at leve i et samfund, der samles om dem der har problemer og om den familie, der støtter, beskytter og hjælper Marigold til at være lykkelig. En hjertevarm historie om at værdsætte nuet – for du ved aldrig hvad fremtiden vil bringe.
Forfatter: Santa Montefiore