HomeBoganmeldelser Specialisten af Lotte Petri og Hans Petter Hougen (Udyret #1)

Specialisten af Lotte Petri og Hans Petter Hougen (Udyret #1)

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Den rå virkelighed

Specialisten – udyret #1 er starten på en helt ny serie – skabt af et helt nyt makkerpar: Krimiforfatter Lotte Petri og professor emeritus i retsmedicin Hans Petter Hougen.

På bloggen er tidligere anmeldt:

Af Lotte Petri: Djævelens værk, Black Notice, Den 5. plage og Blodengel 2: Åndemaneren.

Af Hans Petter Hougen: De syv dødssynder (i samarbejde med Bent Isager-Nielsen m.fl.) og Udenfor skinner solen.

Forlagets beskrivelse:

Ingen kan vide sig sikre i denne nye, rå krimiserie.

En kvindetorso findes på en bænk i Fælledparken uden for Rigshospitalet, og det viser sig hurtigt, at drabsmanden har godt styr på menneskets anatomi og er øvet i partering. Der er tale om en person, som er specialiseret i at slå ihjel.

Da der også gøres uhyggelige fund på Retsmedicinsk Institut og på Rigshospitalet, bliver sagen straks mere overvældende for retsmediciner Harald Sejersen. Drabsmanden færdes tydeligvis frit på hospitalets område, og hverken Harald eller hospitalets indlagte kan vide sig sikre. Heller ikke drabsefterforsker Sissel Jæger er upåvirket af sagen, for hendes handicappede bror går til behandling på netop Rigshospitalet.

Desuden er den dræbte kvindes hoved og arme stadig ikke fundet. Hvor mange gruopvækkende overraskelser venter dem endnu? Sammen kommer Harald og Sissel på sporet af en bestialsk seriemorder, der hele tiden er et skridt foran.

Bedømmelsen:

Specialisten er en meget vellykket bog. Tydeligt et glimrende resultat af et succesfuldt samarbejde. Lotte Petris evne for at skrive gode og medrivende krimier, og Hans Petters store viden indenfor det retsmedicinske arbejde fungerer bare. Begrebet synergieffekt kan absolut bruges her, for samarbejdet og sammenlægningen af deres viden har medført noget helt specielt. En bog, hvor hver deres unikke forcer forenes på smukkeste vis.

De to hovedpersoner – Drabsefterforsker Sissel Jæger og retsmediciner Harald Sejersen – er rigtigt godt skabt. De fremstår realistiske, og vi lærer ikke kun om deres faglige virke men også om deres privatliv. Jeg fandt det specielt interessant hvordan Harald Sejersen er meget præget af tidligere oplevelser i Irak, da det kun er med til at understøtte det realistiske. Også en række veludviklede sidekarakterer vil være spændende at følge i de kommende bøger.

Plottet er virkeligt godt udtænkt, og der er tydeligvis kælet for alle detaljer. En støt stigende spændingskurve med en konstant underliggende følelse af ondskab – skræmmende, fordi det igen fremstår så realistisk. Selv i beskrivelsen af de mest bestialske detaljer falder forfatterne aldrig i fælden med overdrivelser, og det medfører følelsen af at følge en troværdig efterforskning. Derudover er sproget meget levende og flydende – endnu en ting der medvirker til, at bogen er meget svær at slippe når først man er begyndt.

Bogen er meget brutal i sine grundige beskrivelser, og specielt de retsmedicinske detaljer og beskrivelser af steder fremstod helt korrekte – og det giver en ekstra dimension til bogen. Bare beskrivelserne af de lange gange under Rigshospitalet var nok til at vække en uro hos mig – man ved aldrig hvad man risikerer at møde der.

Jeg hørte bogen på Mofibo, og indlæser Dan Schlosser gjorde det igen rigtigt godt. Hans evne til at nuancere sproget er bare fantastisk. Man kan tydeligt mærke at vi her har fingre i en Mofibo Original, der er skrevet i det perfekte lydbogsformat. Jeg tror nu også at den kommer til at fremstå rigtigt godt på skrift.

Bogen anbefales herfra, og jeg ser allerede frem til næste bind.

Specialisten

Forfattere: Lotte Petri og Hans Petter Hougen

Udgivet: 2022
Indlæst af: Dan Schlosser
Forlag: Mofibo
Sidetal: 375
Papirbog: People’s

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply