HomeBoganmeldelser Vlad af Rennie Petersen (Henriette Spolansky #5)

Vlad af Rennie Petersen (Henriette Spolansky #5)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Skræmmende aktuel

Vlad er femte bind i Rennie Petersens Henriette Spolansky serie, men det kan sagtens læses selvstændigt. Endnu en gang følger vi den danske journalist, der drives af lige dele nysgerrighed og retfærdighedssans.  Hvilket som regel bringer hende i farlige situationer. Hvert bind finder som hovedregel sted i et specifikt land, og i dette er Litauen i fokus.

I serien er tidligere anmeldt Grom, Spider og Wasp.

(Hvis du undrer dig over at bind 4, Twist, ikke er anmeldt, så skyldes det at Vlad er skræmmende aktuel – og derfor kom foran i køen).

Forlagets beskrivelse:

Putin lider af ”syvårs krise”. Han har derfor besluttet, at det er på tide at erhverve sig lidt nyt land, efter hans fantastiske succes med at annektere Krim i 2014. Sammen med bl.a. Vladlena Alisova, chef for strategi udvikling hos FSB (Russian Federal Security Servide) udtænker han en plan om at ”besætte” en stribe land i den sydlige del af Litauen – og dermed skabe en russisk korridor mellem Kaliningrad og Belarus. Invasionen vil være så dristig og så massiv, at NATO og Vesten vil være for lamslåede til at reagere, indtil det er for sent.

Desværre for Putin begår Vladlena den fejl at rekruttere den danske journalist Henriette Spolansky som en brik i hendes lumske spil tredimensionel skak. At hverve en ”Viking Warrior Lady” som bonde er aldrig et smart træk – og Putin befinder sig hurtigt i en skakmat situation.

Henriette forstærker sin upopularitet hos Putin ved offentligt at latterliggøre hans Napoleon-kompleks. Det inspirerer Putin til at sende Vladlena til Danmark på en selvmordsmission for at hævne Putin. Med sig har hun et glas med Novichok nervegift.

Vlad er den femte bog i en serie på fem bøger (indtil videre), der fortæller om eventyrene for den fiktive danske journalist Henriette Spolansky, som har den uheldige vane at involvere sig i farlige og spændende situationer.

Bedømmelsen:

Vlad er en meget velskrevet og meget skræmmende bog. Handlingen fremstår, set i lyset af nuværende begivenheder, desværre yderst relevant. Invasionen af Litauen er simpelthen fantastisk udtænkt, både fra brugen af menneskelige skjold til strømmen af falsk propaganda der strømmer ud fra Rusland.

Udover den relevante handling, så byder bogen på masser af politiske stikpiller, så hvis du er fan af Putin eller Trump, så er denne serie nok ikke lige noget for dig. Rennies politiske tirader er altså ganske underholdende, specielt i dette bind med Putins overvejelser vedrørende Trump. Jeg finder dem både forfriskende (i denne ellers så politiske korrekte verden) og tankevækkende.

Henriette nærmer sig de 50 og er blevet bedstemor. Det medfører naturligt en masse overvejelser om fremtiden og pensionering af Viking Warrior Lady – men verden vil det nu engang anderledes, og Henriette må igen kæmpe for retfærdighed – en kamp, der sætter flere liv på spil. Det er altid spændende at følge hvilke situationer Rennie placerer Henriette i nu.

I dette bind kan man virkeligt mærke forfatterens udvikling i skrivningen. Det virker som om han har fundet den rette plads i hans forfatterkarriere. Dog kunne bogen sagtens have tålt en lidt strammere redigering, da der flere steder er gentagelser. Det håber jeg at Rennie har forbedret i seriens næste bind (som Rennie allerede arbejder på, og som forventes at foregå i Frankrig).

Den absolut bedste bog i serien indtil videre – både i sprog og den skræmmende aktuelle handling. (Men den der cliffhanger Rennie – den ville Henriette ikke have brudt sig om!)

Vlad

Forfatter: Rennie Petersen

Udgivet: 2021
Sidetal: 356
Bemærk, at bogen p.t. kun er udgivet på engelsk.

Leave a Reply