HomeBoganmeldelser Vogteren af det 7. segl af Claus S. Jensen

Vogteren af det 7. segl af Claus S. Jensen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Historisk vingesus

Vogteren af det 7. segl er skrevet af Claus Stensgaard Jensen, der i sin store research har rejst i fodsporet på Valdemar Atterdag gennem byer som Krakow, Prag, Wien, Avignon, Paris, Brügge, Gent og Visby. Titlen henviser til Johannes Døberens Åbenbaring, hvor det syvende segl er navnet på den ubønhørlige dommedag, som venter menneskeheden, efter de først har været ramt af en lang række plager som pest, sult og krig.

Forlagets beskrivelse:

I vinteren 1362 bliver den sydlige del af Jylland ramt af en flodbølge, som fjerner byen Rungholt fra jordens overflade. 7200 mennesker opsluges af havet. Eneste overlevende er to jomfruer, som ifølge overleveringerne tilbragte natten i kirken i bøn.

Pigernes overlevelse bliver af den døende pave Innocens d. 6. tolket som dét mirakel, som alle har ventet på siden det første korstog. Her vandt de kristne Den Hellige By, Jerusalem, tilbage. Paven udpeger derfor den danske kong Valdemar Atterdag til at stå i spidsen for en hemmelig mission. Den bringer både kongen og de to jomfruer på en flerårig rejse gennem Europa efter en række af kirkens relikvier.

Undervejs deltager de i bryllupper, kroninger og begravelser. De jages af andre kristne ordener, muslimske Ottomaner og Mamelukker og flere af de 12 jødiske stammer. Alle har en interesse i pavens – og i kong Valdemar og de to jomfruers hellige og hæsblæsende mission gennem Europa.

Kvinder er stort set fraværende i historiebøgerne, men disse historiske begivenheder opleves af de to jomfruer – den assyriske Maria og den egenrådige jyske kvinde Margrete.

Bedømmelsen:

Vogteren af den 7. segl er ikke en letlæst bog. Det er en bog, der kræver at du holder øje med selv de små deltaljer, for ellers risikerer du at gå glip af vigtige tilføjelser til denne historiske roman.

Sprogets opbygning og fortællingens fremdrift bærer tydeligt præg af forfatterens omfattende research, og netop fokus på de mange rette historiske detaljer formår at bringe historien til live. Som læser sidder man med følelsen af, at de beskrevne steder er realistiske og miljøbeskrivelserne korrekte.

En af de ting der tiltalte mig var, at hvert kapitel er en afsluttende historie. Og i hvert nyt kapitel befinder vi os et nyt sted. På denne måde (i forhold til eks. krimier) bliver handlingen ikke trukket i langdrag. Det var også forfriskende hvor stort centrum Maria og Margrete får lov til at have – det har nok ikke umiddelbart været hverdag i 1300-tallets Europa. Deres personligheder og venskab er meget velbeskrevet, og man er ikke efterladt med tvivl om, at vi her har mødt to ekstraordinære kvinder.

Det er ikke ofte, at vi oplever forskellige religioner arbejde mod et fælles mål, men her forsøger muslimer, kristne, jøder og mamelukker alle at forhindre den mystiske mission. Kong Valdemar Atterdag begav sig rent faktisk ud på en mystisk rejse igennem 1300-tallets Europa. Rejsen er dokumenteret, men selve formålet med dette togt kendes ikke. I bogen har Claus forsøgt at afdække dette, og det gør han ganske godt. Vogteren af det 7. segl anbefales til elskere af historiske romaner

Vogteren af det 7. segl

Forfatter: Claus Stensgaard Jensen

Udgivet: 2022

Leave a Reply