HomeBoganmeldelser Alt det vi mistede undervejs af Birgitte Bartholdy

Alt det vi mistede undervejs af Birgitte Bartholdy

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Gæsteanmeldelse

Alt det vi mistede undervejs af Birgitte Bartholdy. Anmeldelsen er skrevet af Betina Christiansen fra Lydboghylden.dk.

Skilsmisse, identitet og venskaber

Bogen er skrevet af Birgitte Bartholdy. Bogen er skønlitterær, men fortællingen er inspireret af Birgitte Bartholdys egne oplevelser under sin skilsmisse.

Forlagets beskrivelse:

Da Morten skrider efter mange års ægteskab, mister Sigrid ikke bare sin partner, men også noget af sig selv. Sigrid og Morten har to halvvoksne sønner og har levet et helt almindeligt forstadsliv, men tæppet rives væk under Sigrid, da Morten en dag fortæller, at han vil skilles. Ordene hænger ikke længe i luften før han har pakket sin taske og flyttet ind i sin nye lejlighed. Hvor længe har skilsmissen været planlagt? Har Morten fundet en anden? Gav Sigrid ham ikke nok sex – og er sex virkelig noget man “giver” til sin mand? Spørgsmålene vrimler i hovedet på Sigrid, imens hun må komme på benene i sit nye singleliv.

Alt det vi mistede undervejs er en fortælling om de jordskælv i vores liv, der ikke nødvendigvis ser ud af det store udefra, men som slår revner langt ind i fremtiden.

Bedømmelsen:

Alt det vi mistede undervejs er en fortælling om at stå midt i sit liv og blive revet op med rode. Da Sigrids mand forlader hende, skal hun finde sig selv på ny og lære at være mere end blot hustru og mor.

Hun får masser af tid for sig selv, hvilket i starten virker meget skræmmende for hende. Derfor bliver Sigrids nabo Herman i høj grad hendes redning.

Den ældre Herman gider egentlig ikke have noget med Sigrid at gøre. I et forsøg på at dulme sin egen ensomhed bliver Sigrid ved med at besøge Herman og de to ender med at opbygge et stærkt venskab. Sigrid får hjælp af Herman til at komme ovenpå efter sin skilsmisse. På samme måde får Herman hjælp af Sigrid til at få afsluttet sine familieintriger, inden han skal herfra.

Selve handlingsforløbet i Alt det vi mistede undervejs er hverken voldsomt spændende eller nervepirrende. Alligevel formåede Birgitte Bartholdy at få mig til at læse den ene side efter den anden. Sandsynligvis fordi fortællingen var så nærværende og relaterbar.

Vi har alle naboer, som vi lever vores liv op og ned ad, men som vi reelt ikke kender. Birgitte Bartholdy minder os om, hvor meget vi går glip af ved ikke at overskride nabogrænsen. Selvom Sigrid og Herman på papiret ikke har meget tilfælles, formår de alligevel at bidrage med så meget til hinandens liv.

Samtidig er skilsmisseberetningen i bogen meget realistisk. Vi hører om alle de spørgsmål, der dukker op i Sigrids hoved undervejs i processen. Da jeg læste forfatterens efterord, gik det dog for alvor op for mig, hvorfor bogen havde formået at drage mig så meget ind i fortællingen.

Alt det vi mistede undervejs er nemlig baseret på Birgitte Bartholdys egne oplevelser under sin skilsmisse. Dette giver en ekstra dimension til bogen og gav mig noget at tænke over i lang tid efter, at jeg havde hørt lydbogen færdig.

Alt i alt kan jeg varmt anbefale Alt det vi mistede undervejs til dig, der elsker en nærværende fortælling om identitet og venskaber.

Bedømmelse: 5/6

Forfatter: Birgitte Bartholdy

Udgivet: 2023

Forlag: Falco

Leave a Reply