HomeBoganmeldelser Atlas six – Initiativet af Olivie Blake

Atlas six – Initiativet af Olivie Blake

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

En magisk oplevelse

Atlas six – Initiativet er skrevet af Olivie Blake, pseudonym for Alexene Farol Follmuth. På rekordtid er hun blevet en af verdens mest succesfulde fantasyforfattere.

Forlagets beskrivelse:

Det Alexandrinske Selskab er en berygtet, ældgammel orden, og i det sidder verdens mest magtfulde magikere. De har svoret at beskytte antikkens hemmeligheder. Selskabets medlemmer er sikret uendelig rigdom, magt og prestige, og kun hvert tiende år kommer nye magikere i betragtning. Men kun fem af de seks kandidater går levende derfra.

Ærkerivalerne Libby Rhodes og Nico de Varone kan kontrollere den fysiske verden, men ikke den ild, der brænder imellem dem. Reina Mori betvinger naturen og taler selve livets sprog. Parisa Kamali er tankelæser og mestrer forførelsens kunst. Tristan Caine er søn af en mafiaboss og besidder evnen til at læse universets hemmeligheder. Callum Nova er en smuk, arrogant og velstående manipulator, som har magten til at forårsage jordens undergang.

Kandidaterne rekrutteres af den mystiske Atlas Blakely, som meddeler, at kun fem vil få optag, mens én vil blive elimineret, og alle seks kandidater må hver især kæmpe for egen overlevelse.

Atlas Six – Initiativet er en adgangsbillet til en verden af magi, hvor hemmeligheder, forræderi, forførelse og uovertruffen magt lurer overalt

Bedømmelsen:

Atlas six – Initiativet er en bog, hvor forholdet mellem videnskab, magi og de mennesker der udøver den, er fantastisk udforsket. Det er længe siden at en fantasyroman fangede mig gå godt, allerede fra første side. Her får du mere end blot en fantasy-roman; den udforsker så mange forskellige temaer fra flere perspektiver. Den undersøger ikke kun, hvad det ville kræve at flytte grænserne for selve tiden, men hvad det kunne betyde for menneskeheden som helhed.

Olivie Blake har en fantastisk skrivestil, der ikke kun bringer hendes karakterer til live, men alt i bogens univers til live. Scenerne føltes til tider som en filmisk oplevelse, og det magiske system er flot opbygget. Skrivestilen indkapslede perfekt den prætentiøse atmosfære, der er nødvendig for en god mørk akademisk historie.

Plottet er meget minimalt og enkelt – i denne historie er der tydeligvis lagt mere vægt på karakterudviklingen, og det er slet ikke en dårlig ting. Olivie har skabt nogle meget veludviklede karakterer med hver deres unikke personlighed og måde at tænke på. De fremstod overbevisende og spændende – tænk komplekse forhold, rivalisering, manipulation og konstant seksuel spænding. At de er placeret i en mørk, akademisk verden med magiske bibliotekarer, kamp for livet og store hemmeligheder, fungerer rigtigt godt.

Tempoet var meeeeget langsomt, men ser man bort fra dette, så er Atlas six – Initiativet en meget detaljeret roman med virkeligt spændende lag og en medrivende fortællerstil. Hele præmissen med at have seks forskellige POV’er og deres filosofiske debatter, pskykoanalysesessioner (og sex), fungerer rigtigt godt, og jeg fandt deres overvejelser om moral og etik realistisk.

Bogen byder på en filosofisk skrivestil krydret med bemærkelsesværdige citater. Der er også medtaget en del fysikteorier, men begreberne formuleres kortfattet og let forståeligt, så det bør ikke afskrække kommende læsere. Og så bliver jeg nødt til at nævne bogens fantastiske illustrationer. De er smukke, og gør det meget nemmere for læseren at forstå universet – og det kan nogle gange været nødvendigt, når man skal introducere læserne for en hel ny bogverden.

Er du til mørk (og voksen) fantasy, så må du ikke gå glip af Atlas six – Initiativet.

Atlas six - Initiativet

Forfatter: Olivie Blake

Udgivet: 2022
Sidetal: 450

Leave a Reply