HomeBoganmeldelser Bargums synder af Sofie Malmborg

Bargums synder af Sofie Malmborg

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Den mørke side af historien

Nogle af de smukkeste bygninger i København er baseret på tragiske skæbner. Heriblandt finder vi Det gule palæ, som familien Bargum byggede og boede i, da de i slutningen af 1700-tallet nærmest havde monopol på den transatlantiske slavehandel. I dag ligger kongehusets administration i det smukke hus med den grimme fortid.

Antropolog Sofie Malmborg debuterer med Bargums synder, der på baggrund af historiske kilder fortæller historien om danskeren Frederik Bargum: Købmand, slavehandler og far.

Handlingen

Den 21-årige Rebecca Bargum voksede op i en verden af overflod. Men hvad hun og hendes bror fik materielt, manglede de følelsesmæssigt fra de fraværende forældre Frederik og Leonora. Og da Rebecca er fem forsvinder hendes forældre, og Rebecca har aldrig fået svar på, hvad der reelt skete. Men en avisartikel, der afslører at Leonora forsvandt sammen med sin mand, opsætter helt nye perspektiver for Rebecca.

I 1750 er København en by med ambitioner og spirende verdenshandel. Og ambitioner har også den unge kræmmersøn Frederik Bargum, da han kommer i lære hos den velhavende købmand Gustmeyer. Frederik udviser talent for handel og spotter hurtigt nye muligheder. Da købmanden dør, ser hans enke Frederik som muligheden for at holde fast på forretningen – han skal bare gifte sig med datteren Leonora.

Men Frederik har sine egne planer, og han viser sig at være svær at holde nede. Først sikrer han sig pladsen som generaltobaksdirektør, der skal gøre Danmark selvforsynende med tobak. Senere bliver det en plan om at sikre levering af fiskeben til brug i krinoliner. Selvom han er visionær, tager han dog også mange chancer og ikke alle planer ender godt.

Men da Frederik får øjnene op for slavehandel, mener han at lykken er gjort. Han grundlægger Guineisk kompagni, der skal tjene penge på trekantshandlen mellem Afrika, Vestindien og Danmark. Og når man kun ser tal på papir og ikke virkelighedens barske realiteter, så er det nemt at tjene penge på menneskeskæbner – men hvis Frederiks drøm var at blive husket for eftertiden, ja – så opnåede han da i det mindste det.

Bedømmelsen

Bargums synder er en vigtig bog. Vigtig fordi vi til stadighed bør lære mere om denne del af Danmarks historie, og håbe på at den en dag bliver en del af vores fælles kulturelle referanceramme. Og vigtig fordi den minder os om, at mange af de historiske bygninger i København er bygget på bekostning af liv.

Bargums synder er spændende læsning, hvor Sofie Malmborg udviser en imponerende evne til at levendegøre sine karakterer. Samtidigt er sproget så elegant, at man som læser straks lod sig transportere 250 år tilbage i tiden – hvor de billedskabende sætninger placerede os midt i datidens København og Europa.

Frederik Bargum er en meget interessant karakter, der tydeligvis aldrig lod sig slå helt ud. Hans drive og åbenhed overfor nye forretninger var fascinerende, ligesom hans totale ligegyldighed overfor mennesker han ikke kunne få noget ud af. Derimod var Rebecca og hendes indre dialoger og overvejelser trættende og det var med til at trække bogen ned. Selvom hendes livsvilkår (der jo afspejler en enlig kvindes vilkår på denne tid) var interessante, så fyldte hun for meget i bogen.

Dette er ikke en historie om slaverne og den brutale behandling af dem. Dette er en fortælling om en familie og en drøm – godt pakket ind i datidens politik, den daværende konges uduelighed og jagten på velstand.

Bargums synder

Vil du lære mere om tiden omkring og efter Danmarks slavehandel, så kan jeg anbefale de tre programmer i dokumentarserien Danmarks sorte samvittighed. De finder dem på Youtube, og her møder du både efterkommere af slaver der besøger Danmark og danske turister, der besøger vores tidligere kolonier (Ja, bevares – en af dem er mig, men programmerne er nu stadig gode :-D)

Forfatter: Sofie Malmborg

Udgivet: 2020
Sidetal: 320

Leave a Reply