12 maj, 2024
De hvide nætter af Katrine Engberg (Liv Jensen #2)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: arv, De hvide nætter, efterforskning, flugt, Katrine Engberg, Liv Jensen, Mofibo, Mofibo Lydbog, traumer
Flugt og forsoning
De hvide nætter er en selvstændig forsættelse af Det brændende blad. Bogen er inspireret af virkelige hændelser i forfatterens egen familie. Jeg har hørt bogen på Mofibo.
Forlagets beskrivelse:
Opgaverne i privatdetektiv Liv Jensens nyslåede detektiv bureau er trivielle, og hun kan knap nok skrabe penge sammen til huslejen. Drømmen om et fast job som efterforsker hos politiet føles utopisk. Lige indtil hendes gamle ven og mentor, Petter Bohm fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet i København, får en kompliceret drabssag og beder Liv om hjælp.
En mand har været på fisketur med sine to børn. Han er fundet med halsen skåret over, og børnene er forsvundet. Til en begyndelse skal Liv blot hjælpe Petter med at afkode en gådefuld video på offerets telefon og måske vende nogle spor med ham. Det betaler ikke huslejen, til gengæld smager det af rigtigt politiarbejde.
Men sagen om familiefaren fra Albertslund viser sig at være et mysterie, Liv ikke kan lade være at forfølge. Hendes egen efterforskning fører hende fra Vesterbro, nord og syd for København, over Tvingstrup og til den fredede ø Vorsø, som gemmer på en hemmelighed. En hemmelighed, som tvinger nutidens ofre til at bøde for fortidens synder.
Bedømmelsen:
De hvide nætter er en meget interessant og anderledes krimi, der giver lytteren et godt plot og en troværdig, spændende historie. Der afsløres løbende ledetråde, og det giver et godt spændingsniveau selvom der måske godt kunne være lidt mere fart på.
Miljøbeskrivelserne fungerer virkeligt godt, og man introduceres til miljøer som vi nok ikke alle færdes hjemmevant i. Alle fremstår de realistiske ligesom de forskellige stemninger formidles godt, så man hurtigt gribes af historien.
Det er et meget intessant persongalleri vi møder. Det er tydeligt, at Katrine kærer sig om disse karakterer, og dermed fremstår de både levende og nuancerede. At Liv, helt ærligt, er en smule nørdet, det gør det faktisk bare bedre, og så passer det perfekt ind i hendes samspil med Petter. Han formår både at være en dygtig efterforsker og en god mentor, og det præcis det Liv trænger til lige nu.
Om det er drømmen om et job som efterforsker eller en personlig nysgerrighed der driver Liv, det er ikke helt afklaret. Sikkert er det dog, at Liv kaster sig ud i den nye opgave med en motivation og ihærdighed, der næste får en til at tabe pusten. Hun er ikke bange for at bruge sine helt egne metoder, men det kan ende med at koste hende dyrt.
Da Petter beder Liv undersøge noget på offerets telefon, føres hun til Sandholmlejren. Her ankom Tami Ansari som 15-årig efter en flugt fra det iranske styre. Han finder hurtigt sin plads i hierakiet, og lærer at man skal holde sin mund – hvis man vil overleve.
Liv besøger lejren for at lære mere om Tami og hans fortid. Hun møder personer der kendte ham dengang, og forsøger at afdække datidens begivenheder. De fleste kan (eller vil) dog ikke huske særligt mange detaljer, men én ting er sikkert: Der er flere hemmeligheder end først antaget i familien Ansaris historie.
Forcen:
Bogens stærkeste force er absolut dens gennemgående tema: Hvordan flugt og fortrængte traumer kan ødelægge et menneske. Det er her Katrine virkeligt formår at fange sine lyttere i sine beskrivelser af, hvordan traumer kan forfølge mennesker hele livet, og hvordan lærte mønstre og overlevelsesmetoder altid vil præge hverdagen. Og så ramte børnenes sammenhold, styrke og kærlighed til hinanden lige i hjertekulen.
Men så er der jo den vigtige del med selve indlæsningen. Jeg har stor forståelse for, hvorfor forfatteren vælger at indlæse deres egne bøger, og hvordan dette kan appellere til deres lyttere. Men når det sker, så forventer jeg også ”noget mere”. Mere indlevelse, mere forståelse for præcist hvordan enkelte scener og handlinger skal formidles osv. Og det føler jeg ikke at jeg fik her. Jeg havde forventet mere energi, gejst det det ekstra touch, men det fik jeg desværre ikke.
Forfattere: Katrine Engberg