21 august, 2022
Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut
Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Benjamín Labatut, kvantemekanik, matematik, Når vi ikke længere forstår verden, opdagelser, Politikens forlag, sorte huller, verdenshistorie, videnskab
Gal eller genial
Når vi ikke længere forstår verden er skrevet af Benjamín Labatut, og er den første af hans bøger oversat til dansk. Bogen blev nomineret til 2021 National Book Award for Translated Literature og shortlistet til 2021 Booker International Prize.
Forlagets beskrivelse:
Når vi ikke længere forstår verden er en roman om banebrydende videnskabelige opdagelsers skønhed og destruktivitet. Om hvordan enkelte mennesker beskriver det uforståelige uden selv helt at forstå, og store intellekters bevægelser i gråzonen mellem skabelse og død.
Albert Einstein modtager et brev fra Østfronten. På bagsiden af kuverten finder han det endelige bevis for den generelle relativitetsteori – men også et varsel om dens apokalyptiske konsekvenser. Fritz Haber opfinder sennepsgassen og dræber dermed en hel generation i skyttegravene under første verdenskrig, men et halvt år eft er modtager han Nobelprisen for sine kvælstofopdagelser, der har kapacitet til at afslutte hungersnød verden over.
Van Goghs genialitet, Hermann Görings sidste timer, silkesommerfuglen, gift – gassen Zyklon B der dræbte millioner af internerede under anden verdenskrig, og helt almindelig gødning. Alle væves de sammen i Benjamín Labatuts roman om nogle af det tyvende århundredes største opdagelser, og hvordan de er forbundet.
Når vi ikke længere forstår verden er en enestående bog om videnskabens kvantespring og disses konsekvenser. Romanen bygger på historiske fakta og virkelige personer og undersøger genialitet og besættelse balanceret på en knivsæg mellem det muliges og umuliges kunst.
Bedømmelsen:
Når vi ikke længere forstår verden er en fantastisk fortælling om videnskabens kvantespring og konsekvenserne heraf. Opdagelser, der har givet verden mange fordele – men også kan bruges til at ødelægge.
Bogen er en flot blanding af realisme og fiktion. Som bogen skrider frem stiger det fiktive indhold, men alle historierne er baseret på hårde fakta. Labatut valgte denne blanding, fordi han ikke mente at historierne kunne ydes retfærdighed uden at bruge nogle af fiktionens mekanismer.
Bogens første kapitel, der omhandler nitrongengødning – det er endte med at blive udviklet til Zyklon B – er, ifølge forfatteren 99% fakta. Det er et meget velvalgt eksempel på en opdagelse, der i første omgang reddede verden fra hungersnød – og endte med at dræbe millioner af mennesker under 2. verdenskrig. Opfinderen, Fritz Haber, var selv jøde.
Karl Schwarzchild teoriserede eksistensen af sorte huller. Det var en tysk soldat, der under 1. verdenskrig som den første løste Einsteins ligninger om den generelle relativitetsteori. (I 2014 kom Stephen Hawkings om en ny teori om sorte huller).
Historien om den japanske matematiker Shinichi Mochizuki (a+bc) er smeltet sammen med den moderne historie om Alexander Grothendieck – en af de store mestre inden for matematisk abstraktion.
Kvantemekanikken:
Bogens sidste del (og den mest interessante) omhandler rivaliseringen mellem de to fysikgiganter Erwin Schrödinger og Werner Heisenberg. De skabte to modstridende versioner af kvantemekanik. Heisenbergs teori beskrev partikler som partikler, mens Schrödingers teori beskrev partikler som bølger. Det var denne kamp der gav os Usikkerhedsprincippet og Københavnerfortolkningen ( Niels Bohrs komplementaritetsbegreb, som indebærer, at et fysisk fænomen observeres på to forskellige ‘komplementære’ måder afhængig af den anvendte forsøgsopstilling).
Københavnerfortolkningen var på Solvaykonferencen grundlag for berømte diskussion mellem Bohr og Einstein. Igen og igen præsenterede Albert Einstein tankeeksperimenter, som modbeviste Københavnerfortolkningen. Hver gang sov Niels Bohr på problemet, og kunne den følgende dag sindrigt modsige Albert Einsteins indsigelser. Einstein godtog aldrig teorien, og arbejdede resten af livet på at formulere en ny og bedre teori, der indebar klassisk årsagssammenhæng.
Mange teorier og mekanikker forstår vi stadig ikke hvordan virker. Tag kvantemekanikken, der ligger bag vores telefoner, internettet og den forventede fremtidige superkraft i computere. Teorien har ændret vores verden, men der er vel næppe nogle der rent faktisk forstår den.
Bogen vil absolut ikke tiltale alle læsere, men for mig var det en fantastisk læseoplevelse. Den var fascinerende, skræmmende og tankevækkende.
Forfatter: Benjamín Labatut
One thought on : 1
Pingback: Når vi ikke længere forstår verden af Benjamín Labatut