HomeBoganmeldelser Occidentens stjerne af Benni Bødker

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , ,

Bag det smukke

Occidentens stjerne er nyeste bog fra Benni Bødker, hvis forfatterskab allerede har budt på over 100 bøger. Benni debuterede i 2003 med Halloween: Gys i oktober, og er siden er hans bøger oversat til 10 sprog. Han har desuden vundet både Frøsnapperprisen og Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris.

Fra bogens bagside:

Paris 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick ankommer modvilligt til den franske hovedstad, mens den storslåede begravelse af kultlederen Madame Kowalski sætter byen på den anden ende. Baldwick skal hente liget af en nyligt afdød kollega med hjem til London. Det burde være en ren formalitet, men snart befinder han sig i en labyrint af bureaukratiske forhindringer.

Samtidig begynder grunden at skride under ham. I bogstaveligste forstand. Hemmelige selskaber og esoteriske ritualer. En skjult nedgang fra et hotelværelse til Paris’ katakomber. Døde, der ikke forbliver døde. Et tarotkort. En uhyggelig seance, der involverer et kunstigt menneske og en stor terroraktion i undergrunden.

Baldwick bliver tvunget længere og længere ind i en skyggeverden, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for at være, og hvor han selv er udvalgt til at spille en afgørende rolle.

Bedømmelsen

Occidentens stjerne er en historisk spændingsroman, der på glimrende vis maler et realistisk billede af Paris anno 1905. Her møder læseren ikke smukke parker eller glitrende boulevarder – nej, de smides direkte ind i byens mørke sider med dens prostituerede, hjemløse, stinkende lighuse og stadig præget af tidligere tiders revolutioner.

Benni har skabt en fortælling, der både udviser realisme i sin brug af virkelige karakterer og hændelser, samtidigt med at den drager med sin godt opbyggede blanding af krimi og det okkulte. Det passer glimrende ind i bogens tid, hvor det okkulte og hemmelige loger var meget populære. Derudover var det en spændende præmis at lade en del af handlingen foregå i de mange tunneller og kloakker under Paris – det symboliserer på glimrende vis hvordan byen omfavner og opsluger vores hovedperson.

Benni udviser et indgående kendskab til Paris og dens geografi, ligesom en udvidet forståelse for tidligere og nuværende mytologier. Det er en interessant (og absolut realistisk) tanke, at Kristendommen har gjort sit yderste for at slette tidligere tiders visdom – og hvor skræmmende tanken om den store tabte viden egentlig er.

Man skal til tider holde tungen lige i munden under læsning, for der præsenteres ganske mange informationer på kort tid. Det kan være udfordrende at læse, men samtidigt så fascinerende, at man altid lige skal have et kapitel mere.

Bogen byder på mere end bare alvor og rædselsvækkende scener. Til tider lader Benni også den satiriske pen blomstre, bl.a. under scenerne med det franske bureaukrati og omtalen af Madame Kowalski og hendes tilhængere.

Omdrejningspunktet er dog, hvordan Austin af skæbnens lune tvinges tilbage til den by han helst vil undgå – og som i det okkulte lys og dets dragende kraft ender i livstruende situationer. Man efterlades ikke i tvivl om, at fortidens mørke skygger stadig omfavner byen.

Er du til historiske spændingsromaner, der også byder på mystik og spirituelle indslag, så vil Occidentens stjerne helt sikkert falde i din smag.

Occidentens stjerne

Forfatter: Benni Bødker

Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2021
Sider: 342

Leave a Reply