10 juni, 2018
Træernes tid af Henrik Mortensen
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Forlaget Mellemgaard, Henrik Mortensen, samtidslitteratur, skønlitteratur, Træernes Tid
En rejse i tid
Henrik Mortensen er uddannet ingeniør og har i den forbindelse rejst en del. Og når man nu alligevel sidder fanget i et fly, så kan man da lige skrive en bog – og gerne en, der udfordrer læserne og deres opfattelse af konceptet tid.
Handlingen
Seks personer, seks skæbner og seks historier? Fælles for dem alle er tid og deres kamp imod denne. Kan man rejse tilbage i tiden, kan man overvinde den eller vil tiden altid, på den ene eller den anden måde, finde tilbage til sit udgangspunkt?
Miquel og hans hustru forbereder sig på en naturkatastrofe – hvilket vækker minder om en tidligere katastrofe, hvorunder de mistede deres datter. En dansk ingeniør forelsker sig i en filippinsk kvinde, og deres forhold udfordres af afstand og tid. Forretningsmanden Evander ønsker kun at finde tilbage til den tid, hvor han hustru ikke var dødeligt syg.
Historierne er forbundne – men ikke på den først opfattede måde. Træernes Tid vil nemlig udfordre læserens opfattelse af tid, hændelser og sammenfald mellem mennesker – og det gør den på en meget imponerende måde.
“Det er kun tiden, der definerer, om vi er i det ene liv eller det andet“.
Bedømmelsen
Træernes Tid er anderledes men forfriskende læsning. Ved første gennemlæsning kan bogens fortælling fremstå som usammenhængende eller svær at gennemskue – men giv den en chance til. Er det svært at finde sammenhængen i første omgang, så er Henrik i mine øjne lykkedes med sit foretagende: at udfordre læserens tidsopfattelse på en måde, der kræver stor tankevirksomhed efter læsningen.
Løsningen ligger ikke lige for – men den er der. Jeg skrev med Henrik, der beskrev bogen som en Rubiks Cube – vi bruger alle forskellige metoder til at løse den, men løsningen er der. Og dette er netop bogens største styrke: at læseren selv skal skabe sammenhæng mellem de forskellige delhistorier, og i denne proces kan udforske mange forskellige veje.
Det var udfordrende, men meget spændende læsning, Henrik leger med ordene på en måde, der fænger og hele tiden fører læseren dybere og dybere ind i universet. Og under overfladen venter sammenhængen, hvor de enkelte historier som en dna-streng flettes og snor sig omkring selve begrebet tid.
Tusind tak til Henrik Mortensen for anmeldereksemplaret.