HomeBoganmeldelser Annabelle af Lina Bengtsdotter

Annabelle af Lina Bengtsdotter

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Psykisk thriller

Bogens Annabelle bor i en lille svensk by ved navn Gullspång – men i virkelighedens verden er en af Gullspångs tidligere beboere en forfatter ved navn Lina Bengtsdotter. Lina Bengtsdotter er lærer i svensk og psykologi, og har tidligere fået trykt korte historier i forskellige aviser og magasiner. Annabelle er hendes bogdebut. der allerede er solgt til udgivelse i 16 lande.

Handlingen

Kriminalinspektør Charlie Lager er ved at være godt kendt på politistationen – og det er ikke nødvendigvis for det gode. Derfor burde hun måske have været ærlig overfor chefen, da han sætter hende på efterforskningen af en sag i byen Gullspång – byen hun voksede op i og forlod som 14-årig.

Men i Gullspång er den 17-årige Annabelle forsvundet, og det er ikke lykkedes at finde hende trods en stor indsats fra det lokale politi og foreningen Missing People. Så Charlie og hendes kollega Anders drager til byen for at bidrage med ekspertviden – men gensynet med byen tvinger Charlie til at konfrontere dårlige minder om sin opvækst.

I en anden tid følges 2 veninder, der finder et fællesskab sammen. Men fællesskabet har en pris, og den pris bliver højere og højere. Og jo mere Charlie søger efter Annabelle, jo mere må hun indse at byen stadig husker  – og at hendes hemmeligheder snart vil komme for dag. Det bliver en kamp mod tiden, det ikke altid samarbejdsvillige lokale politi og en by, hvor alle kender alle – og hvor det, at afsløre andres hemmeligheder kan få store konsekvenser.

Annabelle

Bedømmelsen

Lina Bengtsdotter har leveret den klassiske blanding af politiroman og psykologisk thriller. Og Lina har da absolut potentiale, men der er også en del der skal arbejdes på, før hun kommer på toppen af den svenske krimitrone.

Miljøbeskrivelserne fungerer godt, og læseren får et godt indblik i en lille svensk by, hvor de fleste er afhængige af de få for overlevelse – med de konsekvenser dette nu kan få for en efterforskning. Derudover er sammenkoblingen af de to sideløbende historier meget velfungerende, og spændingen stiger mens man prøver at gennemskue sammenhængen.

Karaktererne er velbeskrevne, men hovedpersonen Charlie er bare ikke særligt likable. Hun har tydeligvis en del problemer med i bagagen, som det ofte ses med betjente i kriminalromaner. Denne gang er hovedpersonen dog en kvinde, men med hendes alkoholproblemer og forhold til diverse mænd, kommer hun bare til at fremstå usympatisk og utiltalende.

Alt i alt var Annabelle ok læsning uden dog at byde på noget nyt eller originalt indenfor genren – der er dog stadig tale om en imponerende debut, og der er sikkert mere godt at forvente fra Linas pen.

Annabelle

 Du kan se bogtraileren for Annabelle her.

Forfatter: Lina Bengtsdotter

Udgivet: 2018
Forlag: People’s Press
Sidetal: 310

Leave a Reply