25 september, 2018
Æret være mine døtre af Lene Wold
Fra voldtægtsforsøg til rystende dokumentarisk beretning
Amina overlevede hendes fars forsøg på at slå hende ihjel – men mistede retten til at frit liv.
I 2012 var norske Lene Wold nyuddannet journalist, da hun rejste til Mellemøsten for at arbejde freelance. Formålet var at afdække brud på menneskerettighederne i forbindelse med krigen i Syrien.
En aften bryder en mand ind på Lenes hotelværelse i Jordan, og Lene var ikke i tvivl om hans hensigter. En anden mand fik gudskelov indtrængeren væk, men hændelsen satte gang i mange tanker hos Lene. For hvad var der egentlig sket, hvis hun var blevet voldtaget? Ville hun blive mødt med forståelse og hjælp af det jordanske samfund – eller ville hun ligesom de jordanske kvinder have risikeret fængsling? Havde hun været jordansk kvinde, kunne hendes familie have valgt at dræbe hende – for at redde familiens ære.
Disse tanker blev starten på 3 års arbejde med utallige interviews, besøg i fængsler og moskeer og læsning af masser af avis- og retsarkiver. Resultatet er Æret være mine døtre, der belyser en ukendt side af æresdrab.
“Kvinder har anstændighed som kun kan mistes én gang. Mænd har ære som altid kan genoprettes.”
Kilde: Aftenposten.no
Handlingen
Én historie skiller sig ud i Lenes research: Historien om Amina, der overlever farens forsøg på at dræbe hende, mens hendes søster Aisha mister livet. Hvis Lene kan skaffe kontakt til Aminas far, får hun mulighed for at beskrive en sag om æresdrab fra begge sider, og to grundlæggende spørgsmål danner rammen om hendes historie:
“Hvad får en far til at ville slå sine egne børn ihjel?”
“Hvordan kan man retfærdiggøre æresdrab?”
Efter lang tids søgen finder Lene faren, Rahman Abdulkahir, i byen Amman. Gennem flere møder får hun langsomt afdækket hans historie. Rahmans første møde med begrebet ære sker allerede som 10-årig. Her står Rahman med sin storebror Nasir i byen Ma’an – i den barske jordanske ørken. Rahmans skoleveninde, Masuma, har fristet en mand til voldtægt – og for den forbrydelse skal hun stenes.
Rahman og Nasirs far, Abd Al-Nasir, reagerer kraftigt, da han finder ud af at de har overværet steningen. Han er ikke enig i straffen og mener, at folk der reagerer på den måde har misforstået Islam. På samme måde er deres mor, Sharqiya, kendt for ikke at lade sig underkaste den strenge jordanske kultur der hersker i beduinsamfundet, hvilket bl.a. viser sig ved hendes utildækkede hår. Abd banker Rahman, hvilket får moren til reagere med foragt – og det skubber til hele magtbalancen i familien.
Moren forlader familien, hvilket medfører tab af ære i det omgivende samfund. Rahman mister også respekten for sin far, der ikke har formået at holde på moren og dermed har svigtet sin ansvar som mand.
Mange år senere nyder den 16-årige Amina en strålende sommerdag. Der skal være stor frokost i familien, og hendes fætter Shahid skal deltage. Fremtiden ser lys ud for de to unge mennesker. Men til frokosten medbringer Shahid pigen Maram – og mødet mellem Maram og Aminas søster Aisha skal få store konsekvenser. Få år senere er Aisha død og Amina fængslet for sin egen sikkerhed.
Dette er deres historie.
Bedømmelsen
Med Æret være mine døtre er det lykkedes Lene Wold at belyse en hidtil ukendt side af æresdrab. Hun får sat begrebet ind i en kulturel kontekst og mening, som forsøger at forklare, hvad der kan drive forældre til at slå deres børn ihjel.
Gennem en grundig research, bl.a. mange interviews med både ofre og gerningsmænd, imamer og andre journalister samt besøg i fængsler og på hospitaler, forstod Lene Wold at fænomenet æresdrab er langt mere kompliceret end det i første omgang kan fremstå. Den mest overraskende afsløring for Lene var, at æresdrab ikke har noget med Koranen eller Islam at gøre, men er et kulturelt og principielt fænomen.
De interviewede drabsmænd mødte Lene med holdningen om, at de var ofrene i sagerne. At de af kulturen og samfundets normer blev tvunget til at tage de drastiske skridt. Men hvis æresdrab er traditionelt og ikke religiøst betinget, så kan fænomenet jo også udfordres og forandres. Men i en kultur, hvor fællesskabet betyder mere end individet, vil det kræve store ændringer at flytte fokus.
Lene Wold har på en saglig måde undersøgt sagen, og belyst en kultur og nogle traditioner, der ligger meget langt fra vores vestlige. Den sociale kontrol og æresrelaterede problematik er uforståelig for mig, men bogen giver en dybere forståelse for, hvordan et menneske kan blive drevet til at træffe så grusom en beslutning.
“Hvis De vil vide, hvorfor vi sætter kvinderne i fængsel, når det er dem, der er truet, tja, så giver svaret vel sig selv. Det er jo kvinderne , der fremprovokerer de kriminelle handlinger”.
Selvom Lene fremhæver det kulturelt betingede, så kan jeg ikke lade være med at overveje, om sagen ikke var endt anderledes hvis Rahman var blevet gift med en mere moderne tænkende kvinde. At hun havde stor indflydelse på den endelige beslutning, er der i hvert fald ikke tvivl om.
Det var oplysende læsning, men jeg havde gerne set en meget længere bog med flere historier til at belyse sagen – måske kommer den en dag.
Forfatter: Lene Wold