HomeBoganmeldelser Aftentid og morgengry af Ken Follett

Aftentid og morgengry af Ken Follett

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Tilbage til begyndelsen

Aftentid og morgengry er nyeste bind fra en af verdens mest succesfulde forfattere. 31 bøger har Ken Follett indtil videre skrevet – solgt i over 80 lande og i over 165 millioner eksemplarer. Aftentid og morgengry er forgængeren til Jordens søjler.

Handlingen

Året er 997 og det er desperate tider for England. Men angreb fra både vikinger og waliserne har Kong Ethelred nok at se til, og mens hans øjne er vendt i andre retninger, benytter hans adelsfolk tiden til at tilrane sig mere magt.

I byen Combe, gør den unge Edgar sig klar til at stikke af med sit livs kærlighed (og i forvejen gifte) Sunni. Men da vikingerne angriber, vendes hele Edgars verden på hovedet. Tabet af Sunni, hans far og familiens ellers blomstrende virksomhed, tvinger dem til at forlade Combe.

Familien ender i den lille by Dreng’s Ferry, hvor de i stor fattigdom må starte forfra som landmænd. De nye livsvilkår får ikke Edgar ned med nakken. Hans evner indenfor bygning i træ samt hans naturlige nysgerrighed, får han til at eksperimentere med nye løsninger, der skal sikre familiens fremtid. Samtidigt arbejder han som færgemand i Dreng’s færge.

På vej mod England er den normanniske Lady Raginhild, der skal gifte med sin store kærlighed Wilwulf, der er ealdermand i Shiring. Hun er dog på ingen måde forberedt på den engelske måde at leve på, og det viser sig at Wilwulf ikke har fortalt hende hele sandheden. Men undervejs på sin rejse stopper hun ved Dreng’s Ferry hvor hun møder Edgar – og stenen til et livsvarigt venskab er lagt.

En ven til både Edgar og Ragna er munken Aldred. Hans drøm er, at gøre illustreret litteratur tilgængeligt for flere mennesker, og skabe et læringscenter i sit kloster. Han står dog over for de mest skruppelløse af skurke: kirken grådige mænd, der bruger deres tilsyneladende fromhed til at skaffe sig magt og rigdom på befolkningens bekostning.

Tre forskellige mennesker hvis livsvalg knytter dem sammen. Mennesker med et hidtil uset fremtidssyn, der skaffer dem mange fjender men også medfører stor vækst til byen.

Han så sig tilbage en sidste gang. Hans bro fyldte det meste af synsfeltet. Den havde sat en dramatisk udvikling i gang i landsbyen. Kun de færreste kaldte nu byen ved dens gamle navn Dreng’s Ferry. Nu om dage kaldte de den King’s Bridge.”

Bedømmelsen

Aftentid og morgengry er af de bøger man åbner med en vis bæven. Kunne bogen leve op til mine skyhøje forventninger? Ja – det kunne den i stor grad. Bogen er en af de bedste historiske romaner jeg har læst i lang tid. Sproget flyder let hen over siderne, og de fantastisk opbyggede karakterer greb mig fra første side.

Bogens plot indeholder flere lag og er komplekst sammen med en forbløffende skabt understøttende rollebesætning. De er ikke alle sympatiske, men de er levende og farverigt gengivet. De byder på politiske manipulationer, korruption og mord – og de mennesker, der vælger at stå op mod det hele.

Tre stærke mennesker tager kampen op med konventionerne, og jo større vanskeligheder de møder,  jo mere indre styrke viser de. Ragna blev undervurderet grundet sit køn, men viste hurtigt at hun var både intelligent og medfølende. Edgar og Aldred skulle både kæmpe mod adlen, der ikke ville give afkald på nogle af deres indtægtskilder, men også mod befolkningen, der ikke vidste hvordan de skulle forholde sig til parrets nye, innovative idéer.

Har man læst en lignende historie i Jordens søjler eller Uendelige verden? Ja, det har man, ligesom mange af de samme temaer går igen i Aftentid og morgengry. Men det har absolut ingen betydning når man opsluges af det fantastiske univers. Det kræver meget af en forfatter at kunne skrive en detaljeret historisk roman på over 800 sider, og alligevel formå at fastholde læserne hele vejen gennem fortællingen. Men endnu en gang beviser Ken Follett, at han er vores tids mest eminente historiefortæller – der på glimrende vis formår at blande drama og historie.

Aftentid og morgengry

Forfatter: Ken Follett

Oversætter: Alis Friis Caspersen
Udgivet: 2020
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 840

Leave a Reply