HomeBoganmeldelser Bangkok brænder af Jesper Handberg Nielsen

Bangkok brænder af Jesper Handberg Nielsen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

Paradisets skyggeside

Bangkok brænder er Jesper Handberg Nielsens første spændingsroman, men ikke hans debut indenfor skrivningens kunst. Jesper arbejder nemlig til dagligt med kommunikation hos Skrivekompagniet, og er bl.a. uddannet fagjournalist.

I slutningen af 90’erne flyttede Jesper Handberg Nielsen til Bangkok. Her fik han øjnene op for en konfliktfyldt side af et land, som for mange bare er et populært ferieparadis. Det gav inspiration til debutromanen, Bangkok Brænder.

Fra bogens bagside

Netop som Jack Wongsavul er blevet ansat som sikkerhedskonsulent for Thailands trafikminister, dukker et forrådnet lig op på selvsammes byggegrund. Jack får til opgave at efterforske sagen i det skjulte. Sammen med ministerens datter skal han forsøge at finde frem til sandheden om den døde før politiet og pressen.

Voldsomme sammenstød mellem demonstranter og militær i Bangkoks gader besværer opklaringen, og Jack må både kæmpe mod en ukendt fjende fra fortiden og gamle spøgelser fra sit danske ophav.

Bedømmelsen

Bangkok brænder er ifølge Jesper selv ikke en historiebog, men en fiktiv fortælling. Hele idéen bunder dog i virkelige hændelser – hændelser, som de færreste af os oplever eller tænker over, når vi ligger ved poolen med en kold drink.

I et flot og medrivende sprog fanger Jesper sine læsere med et brag fra starten, og han formår at holde det høje spændingsniveau gennem hele bogen. Gemt i en drabsefterforskning giver han læserne et godt indblik i de underliggende spændinger der konstant findes under overfladen i det ellers så idylliske land.

Jesper giver et godt indblik i, hvordan de markante forskelle i status og indkomst skaber grobund for mange konflikter. Og i takt med at verden bliver mindre med øget tilgang til oplysninger og ny viden, har flere og flere thailændere fået øjnene op for vestens demokratiske rettigheder. Og dem vil de også have.

Alt dette har medført en splittelse mellem ikke kun de der er tro mod styret, og dem der ønsker forandringer og flere rettigheder, mens den politiske magtelite stædigt holder fast i deres privilegier. Og bogen efterlader læserne en smule klogere på, hvad der reelt foregår i det konfliktfyldte land.

Bangkok brænder er en flot debut, og jeg ser frem til flere bøger fra Jespers hånd.

Bangkok brænder

Forfatter: Jesper Handberg Nielsen

Udgivet: 2020
Forlag: Byens Forlag
Sidetal: 212

Leave a Reply