HomeBoganmeldelser Biavlerens datter af Santa Montefiore

Biavlerens datter af Santa Montefiore

Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Familiens hemmeligheder

Biavlerens datter er skrevet af Santa Montefiore, der ofte benævnes som den ukronede dronning af kærlighedsromaner. Bogen er hendes fjerde udgivelse på dansk.

Handlingen

For Trixie er denne sommer noget helt specielt. Den unge britiske Jasper er kommet til øen Tekannaset med sit band, og den store forelskelse har ramt Trixie. Men selvom ungdommen har fået friere rammer, så er 1973 ikke året hvor unge kvinder på øen kan gøre som det passer dem – i hvert fald ikke hvis de ikke vil dømmes af øens sladderbande.

Grace har aldrig helt passet ind i det lille samfund på øen. Ikke nok med at hun er englænder – hun klæder sig heller ikke som de andre, og lever ikke helt op til de passeende normer. Måske er det derfor hun ikke er lige så chokeret over datteren Trixies skandale. Som alle unge mennesker føler Trixie ikke at hendes mor nogensinde vil forstå hende eller de følelser hun har for Jason. Alle unge mennesker har det med at glemme, at deres forældre selv har været unge engang. Hvad hun dog ikke ved er, at mødet med Jasper vil rode op i gamle familiehemmeligheder.

Da en familietragedie rammer Jaspers familie, er han tvunget til at rejse hjem. Han sværger at han vil vende tilbage efter Trixie. Men tiden går og Jasper fastholdes i gamle traditioner og familieforpligtigelser. Med tiden kommer Trixie videre og får gang i en god karriere – men hun glemmer aldrig helt Jasper.

Det er først da Grace rammes af kræft at Trixie for alvor vender tilbage til øen. Og det er her hun en dag falder over et bundt gamle breve – breve fra forældrenes fortid. Trixie beslutter sig for endeligt at få alle familiens hemmeligheder frem i lyset – og tvinger dermed hele familien til at konfrontere deres fortid. Måske kan det hjælpe dem med at møde fremtiden…

Bedømmelsen

Biavlerens datter er en god romantisk fortælling om familiehemmeligheder og kærlighed, der krydser både årtier og kontinenter. Gennem tre generationer skabes historien om fortidens indflydelse på fremtiden og om de hemmeligheder vi skjuler for selv vores nærmeste.

Forfatteren udviste en glimrende evne for billedskabende miljøbeskrivelser, der allerede fra første side fangede læseren og placerede dem midt i handlingen. Den atmosfære sammen med velbeskrevne karakterer gjorde, at man hurtigt fattede interesse for bogen.

Til tider var der en smule for meget fokus på kærlighedsdelen og mindre på karakterudvikling. Det er en skam, for det kunne have givet bogen mulighed for at udvikle sig mere, evt. ved at have inddraget tidernes historiske begivenheder mere end det sker.

Biavlerens datter er en sød og letlæselig historie, der dog ikke efterlader det store varige indtryk hos læseren. Men selv om den til tider bliver en smule for melodramatisk, så er den en glimrende beskrivelse af at mennesker, trods deres forskellige opvækst, tit ender med at stå overfor de samme udfordringer og prøvelser.

Biavlerens datter

Forfatter: Santa Montefiore

Udgivet: 2020
Forlag: Turbulenz
Oversætter: Poul Henrik Westh
Sideantal: 381

1 COMMENT

One thought on : 1

Leave a Reply