7 maj, 2022
Bladenes passagerer af Søren Skogstad Nielsen
Comments : 1 Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Bladenes passagerer, Forlaget Attika, Historie, kollektivroman, opvækst, samfund, skæbne, Søren Skogstad Nielsen
At flyde med strømmen
Bladenes passagerer er skrevet af Søren Skogstad Nielsen, der tidligere har udgivet bl.a. digtsamlinger og fagbøger. Til dagligt arbejder Søren som civilingeniør.
Forlagets beskrivelse:
Bladenes passagerer følger syv mennesker på deres skæbnerejse. Gennem sine ni fortællinger belyser romanen impulserne bag egoismens banale ondskab og kærlighedens uselviskhed.
Fortællingerne udfolder sig omkring det Østrig-Ungarske Dobbeltmonarki i tiden før første verdenskrig, hvor revolutionerne indenfor kunst, filosofi, videnskab og teknologi lovede en gylden fremtid for alle. Dermed også for Vinca Eroica von Herzbach og hendes far militærattaché Gerhard von Herzbach. For den unge jødiske cellist Lihlah Bergmann, og for bankdirektør Heinzvoll Grutschke og dennes lidt akavede dreng Hermann.
Heinzvoll prøver at hjælpe Hermann ind i Wiens elite. Han prøver også at hjælpe Lihlah frem. Gerhard prøver at fungere som far for Vinca, samt at overkomme sin komplekse barndom, og sit komplicerede forhold til sin søster Mirsa. Mens Vinca vil ud og væk, søger Hermann at overleve i bankens miljø. Men skæbnens strøm har sine egne hensigter med dem alle. Den spørger dem ikke, men hvirvler dem ind i hinanden og væk igen.
Er der større kræfter i gang? Er der en dybere mening med denne stadige vekslen mellem håb og tragedie?
Bedømmelsen:
Bladenes passagerer er en meget velskrevet fortælling – eller nærmere samling af fortællinger. Bogen er en kollektivroman – et format jeg først for nyligt har stiftet bekendtskab med. Jeg håber dog at der udgives flere bøger i samme format fremover, for det fungerer virkeligt godt.
Der er tale om relativt korte fortællinger, den længste på 108 sider. Og det fik mig til at frygte, at Søren ikke kunne nå at udfolde karaktererne meget, men på imponerende vis lykkedes det ham at skabe hele mennesker. Jeg var overrasket over hvor hurtigt han med hver historie fangede min interesse. Dette skyldes ikke kun de meget realistiske karakterer men også det meget fængende sprog.
I bogens første fortællinger dannes vores karakterer – de enkelte lag foldes ud, og vi ser hvad i deres opvækst skabte de mennesker de blev. I de næste fortællinger vikles deres historier på glimrende måde sammen, og det er især interessant at følge hvordan hver karakters talenter begyndte at folde sig ud – og hvordan de hver især ikke var helt i overensstemmelse med familiens opfattelse af dem.
Rammen er en periode med store fremskridt på mange områder. Mange kunne prale af succes og forbedret livstilstand. De kræfter, der lå bag samfundet og ændrede det, brugte Søren glimrende som katalysator for det der ændrede mennesket. For alle vores karakterer sker det, at livet pludseligt tager en uventet drejning, og det er ikke dem alle der håndterer dette hensigtsmæssigt. De må også erkende, at andres forventninger og ønsker for dem ikke altid harmonerer med deres egne.
Det indledende lille digt beskriver så meget passende historien:
Bladene driver ned af skæbnens strøm
På hvert blad sidder en lille dukke
Hver dukke har sin opgave
Bladene driver ned af strømmen
Jeg ser meget frem til at læse videre, og anbefaler højt bogen herfra.
Forfatter: Søren Skogstad Nielsen
One thought on : 1
Forfatteren takker for den både fine og omhyggelige anmeldelse