HomeBoganmeldelser Dæmring af Benjamin Lamberth

Dæmring af Benjamin Lamberth

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

En ny verden

Dæmring er Benjamin Lamberths anden bog, efter at han debuterede med Datahelten. Benjamin er historieformidler og udvikler af historiske oplevelser. Han har særligt beskæftiget sig med korstogene og nazismen i jagten på det universelle spørgsmål: Hvordan kan en ide sejre over menneskeligheden? Og præcis dette udforsker han i Dæmring, der i en dyster ramme kredser om radikalisering, kulturkamp og drømmen om den ideelle verdensborger.

Handlingen

Myrkurpolis. Byen, der konstant ligger i vulkanen Essevælds skygge og hvis stank tydeligt demonstrerer håbløsheden. Byen, hvor den oval du fødes i bestemmer din skæbne, og for de fleste kun byder på små glimt af håb og livsglæde. Byen, der huser mange forskellige folkeslag med hver deres trosretning – alle lige overbevist om, at præcis deres ideologi er den rigtige.

Her vogter Ghalia, der har fulgt sin far ind i det farefuld hverv som vægter. Natten er hendes domæne, og sammen med sine kolleger forsøger hun at opretholde freden. Et forsøg som hun inderst inde godt ved er håbløst, men hvis hun først opgiver dette hvad har hun så tilbage. Da den daværende vagtmester dør, får Ghalia mulighed for at overtage hans stilling – eller det er i hvert fald hvad hun tror. I virkeligheden er den agonske kvinde Era på udkig efter ledere, der skal hjælpe med at indføre Den Nye orden i Myrkurpolis.

Endeligt er der en idelogi Ghalia kan bakke op omkring. En verdensorden, hvor alle er lige og alle har de samme muligheder. Dæmringen er det eneste der skal til, før lyset igen kan skinne over de mange indbyggere i Myrkurpolis. Men det vil koste ofte, mange ofre, at indføre en ny verdensorden. Hvor mange ofre er rimelige?

Bedømmelsen

Dæmring er et klassisk eksempel på dystopisk fantasy, hvor der tydeligt er lagt et kæmpe stykke arbejde i opbygningen af universet, dets karakterer og miljøet. Og derfor er det virkeligt en skam, at man ikke forsyner læserne med et kort over Myrkurpolis samt de forskellige folkeslag der huserer i byen. For selv om beskrivelserne er billedskabende, så bliver det hurtigt meget svært at overskue det hele.

Der er mange karakterer og mange skiftende alliancer, og grundet bogens hurtige tempo er det svært som læser reelt at gennemskue karakterernes bevæggrunde. Faktisk er der meget få karakterer man opnår at få et godt indblik i, for de fleste er meget sparsomt beskrevet. Ghalia er en spændende hovedperson, og hendes indre dialoger og dilemmaer er interessante. I starten af bogen afsløres det, at to mænd har haft stor indflydelse på hendes liv og valg, men man får aldrig den fulde historie om de to mænd. Det er måske ment som et tegn på at Ghalia nu motiveres af andre ting, men det føles uforløst.

Selvom Dæmring behandler nogle meget relevante emner, og man sagtens kan sætte bogens primære handlinger ind i nutidens verden, så fungerede den bare ikke for mig. For omfattende, for rodet og med for mange ting der sker på én gang.

Dæmring

Forfatter: Benjamin Lamberth

Udgivet: 2020
Forlag: Byens Forlag
Sidetal: 380

Leave a Reply