30 november, 2017
Den dag der forandrede alt
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: chick lit, Forlaget Bazar, humor, Jimmy, Laura Tait, London, Rice, romantik
———————————– ANMELDEREKSEMPLAR ————————————
En af de sødeste bøger, jeg har læst i år
Leder du efter hæsblæsende drama, blodige mord og komplicerede plots? Så er det næppe Den dag der forandrede alt du skal vælge. Leder du til gengæld efter den perfekte bog til en hyggestund, så har du fundet den rigtige – nyd den med en varm drik, måske puttet under et tæppe i dette omskiftelige efterårsvejr.
Handlingen
Holly og Alex vokser op i den lille landsby Mothston, og de er bedste venner, der deler alt. Altså lige bortset fra deres ærlige følelser overfor hinanden. Det rigtige tidspunkt (og modet) dukker aldrig op, og da Holly flytter fra byen, er det for sent.
11 år er gået, og hverken Alex eller Holly lever ligefrem de liv, de drømte om som unge. Holly har ikke fået set hele verden, men arbejder i stedet i London som sekretær – nå, ja – så har hun selvfølgelig også lige en affære med chefen Richard (men det er der ingen, der må vide noget om). Alex forfulgte sin drøm og blev lærer, men han syntes ikke rigtigt han gør en forskel. Hans, til tider romantiske, drøm, er inspireret af diverse film, og han tager nu springet – han søger et job på en af de mere belastede skoler i London. Og det har selvfølgelig intet at gøre med, at netop Holly bor i byen…
I London mødes Alex og Holly naturligvis igen, og nu følger vi hvordan deres venskab blomstrer på ny. De minder hinanden om ungdommens drømme, og får måske mod på at forfølge dem – men hvad med følelserne? Vil de også blusse op igen? Og vil de gentage de samme fejl som før?
Bedømmelsen
Man skal jo aldrig dømme en bog på dens cover – men når det gælder chick-lit, så må man altså gerne 🙂 Og bare synet af coveret til Den dag der forandrede alt, er nok til at vække forventninger om en hyggelig læseoplevelse. Og man bliver ikke skuffet – bogen fanger fra begyndelsen.
Det er spændende, at de to forfattere har skrevet kapitlerne på skift, og det virker rigtigt godt at vi på den måde ser begivenhederne fra både Alex’ og Hollys synspunkt. Samtidigt springer bogen frem og tilbage i tiden, hvilket giver en god sammenhæng og forståelse for karaktererne og deres følelser.
Karaktererne er velbeskrevne, og man falder for dem med et brag. Også de mindre karakterer fungerer rigtigt godt, og specielt den fælles ven Kev symboliserer, at ærlighed overfor sig selv og sine følelser, skaber den bedste udvikling i et menneske. Man hepper på Alex og Holly, og frustreres, når de endnu en gang går fejl af hinanden.
Bogen er hurtigt læst (fordi man bliver opslugt), og sproget er flydende. Udover den romantiske del, er der rigtigt meget humor i bogen, og specielt Alex’ noget utraditionelle metoder at undervise på, samt forfatternes beskrivelse af hans elever, fik mig gentagne gange til at grine højt.
Jeg håber de to forfattere vælger at skrive flere bøger sammen.
Tak til Forlaget Bazar for anmeldereksemplaret
Forfattere: https://www.facebook.com/laurataitandjimmyrice/