30 september, 2023
Den der overlever af Victor Pavic Lundberg (Bergman og Mirkovic #1)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Bergman & Mirkovic, Den der overlever, flystyrt, journalistisk, katastrofe, overlevelse, tragedie, Victor Pavic Lundberg
Tilfældigheder kan styre vores skæbne
Den der overlever er skrevet af Victor Pavic Lundberg, og er hans debutroman.
Forlagets beskrivelse:
Loa Bergman vender tilbage til journalistikken efter en lang sygemelding. Han får til opgave at finde nye vinkler i forbindelse med 20-årsdagen for en national katastrofe – et flystyrt inde midt i Stockholm – og han falder over et spor, der ligger tættere på hans egen skæbne, end hvad han først selv vil erkende.
Samtidig er Danijela Mirkovic – Loas kollega og tidligere bedste ven – i gang med sin egen efterforskning af den gamle sag, og hun begynder at tro, at noget i den fælles fortælling om flykatastrofen ikke er sandt.
Den der overlever er første bog i Bergman & Mirkovic-serien. Det er en nervepirrende krimi om grådighed, moral og de tilfældigheder, der styrer vores skæbne. Og det er en stærk fortælling om venskab og om helingen af nationale traumer, både for den enkelte og for fællesskabet.
Bedømmelsen:
Den der overlever er en virkeligt imponerende debut. Velskrevet, velgennemtænkt og med et plot, der indeholder den perfekte blanding af spænding, sorg, venskab og afsløringer. Sproget er næsten malerisk, og miljøbeskrivelser detaljerige og realistisk fremstillet. Til tider kunne man næsten føle, at man selv var til stede.
Karaktererne er troværdige og unikke. Loa og Danijela er den perfekte duo at følge gennem bogen. De er underholdende, og komplementerer hinandens personligheder rigtigt godt – også selv om deres venskab er en smule kompliceret. Begge virker de til at have en meget interessant baggrund, som vi løbende får små glimt af.
Det er en thriller med gode psykologiske undertoner. En bog, der fanger dig grundet det gode sprog, og den vanskelige situation at måtte stille spørgsmålstegn ved en ellers absolut sandhed. Bogen har en tiltalende mørk følelse og en ildevarslende stemning, og alt kommer skræmmende tæt på virkeligheden.
Bogen byder på uventede drejninger, og et godt indblik i mennesker forskellige måde at sørge på og reagere på katastrofer. Nogle ser sandheden i øjnene, mens andre vælger at …style den. Skildringer af menneskelig sårbarhed er så realistiske, at man næsten kan tro, at forfatteren selv har oplevet en lignende situation.
Den der overlever er en bog, hvor hver karakter og begivenhed er gennemtænkt. Om jagten på sandheden og retfærdighed frem for alt. Og om fascinerende journalistisk arbejde, selv mod magtfulde fjender.
Forfatter: Victor Pavic Lundberg