HomeBoganmeldelser Det stille vidne af Susan Casserfelt & Lisa Bjerre

Det stille vidne af Susan Casserfelt & Lisa Bjerre

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , , ,

Når volden overtager livet

Det stille vidne er første bind i Linje 17 serien. Bogen er skrevet af Susan Casserfelt & Lisa Bjerre, og handlingen finder sted i Stockholm-forstaden Bagarmossen. Susan Casserfelt har tidligere udgivet en detektivserie, og Lisa Bjerre arbejder som freelancejournalist.

Forlagets beskrivelse:

Igen har skyderier i en stockholmsk forstad kostet et ungt menneske livet. Men denne gang er noget anderledes: Offeret er en ung kvinde uden kriminel baggrund. Drabet er sket i en lejlighed, hvor 13-årige Eddie bor sammen med sin mor og lillesøster. Og med sin bror, der er bandemedlem. Politifolkene Lina Kruse og Jack Karlberg skal hver dag balancere i stockholmforstaden Bagarmossen med indbyggere af mange nationaliteter og store sociale skel. De er overbeviste om, at Eddie var vidne til drabet, men hvordan får de ham til at have så meget tillid til dem, at han vil tale?

Det stille vidne er en højaktuel spændingsroman, som går bag om mediernes dækning af bandekrig og ghettoproblemer og fortæller en menneskelig historie om loyalitet og social udsathed.

Bedømmelsen:

Det stille vidne er en bog med en handling, der er meget relevant for de ting vi ser både i Danmark og i Sverige. Vi lever i en tid, hvor bandekriminalitet og tilhørende vold ofte dominerer både den danske og den svenske nyhedsstrøm. Der er skyderier, ofte fatale, og der er narkohandler. Det er et miljø, der er svært at forestille sig for den almindelige borger.

Sproget flyder rigtigt godt, og her kan man godt mærke at forfatterne har erfaring med det skrevne ord. De meget præcise miljøbeskrivelser af det komplekse Bagarmossen, gav et godt indblik i områdets udfordringer. På overfladen det ideelle integrationsprojekt, men i virkeligheden en velstående forstad på den ene side og et stærkt adskilt indvandrermiljø på den anden. De beskrevne klassekonflikter vil kunne genkendes af mange læsere i det mindste fra mediernes mange skildringer.

Bogen byder på et rigtigt godt drive, der suppleres glimrende af det stærke og meget interessante persongalleri. Fortællingen veksler gennem forskellige fortællerperspektiver, og det er med til både at fastholde spændingen og læseren. Fokus er på betjentene Lina og Jack (begge med bagage i rygsækken) og så Eddie, den 13-årige dreng, der er vidne til et fatalt skyderi.

Spændingen findes frem for alt i de eskalerende konflikter mellem banderne, og hvordan Lina og Jack bliver mere og mere viklet ind i sagen. Men bogens største styrke findes i skildringen af Eddie, hans situation og det store dilemma han befinder sig i. Her er fortællingen centreret om relationer, loyalitet og grænserne mellem rigtigt og forkert.

I Det stille vidne får du en dramatisk og tempofyldt historie, der rummer relationer, realistiske beskrivelser og et godt indblik i bandekriminaliteten og dens bagsider. Bogen er rå og brutal – men åh så anbefalelsesværdig.

Det stille vidne

Forfatter: Susan Casserfelt & Lisa Bjerre

Oversætter: Rane Rørdam Knudsen
Udgivet: 2022
Forlag: Modtryk
Sidetal: 384

Leave a Reply