21 marts, 2022
Lovløs af Line Tolstrup Holm og Stine Bolther (Maria Just #2)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: efterforskning, For barnets bedste, Line Tolstrup Holm, Lovløs, Maria Just, Politikens forlag, spænding, Stine Bolther, true crime, tyskertøser
Når anarki rammer
Lovløs er andet selvstændige bind i serien om politihistoriker Maria Just, der arbejder på Politimuseet i København. Serien er skrevet af krimiparret Line Tolstrup Holm og Stine Bolther. Både Line og Stine startede arbejdslivet som journalister, og har derigennem opnået stort kendskab til krimigenren. Stine Bolther har udgivet flere bøger om danske kriminalsager, ligesom Line har udgivet ”Kuppet – historien om danmarkshistoriens største røveri.
Du kan læse min anmeldelse af seriens første bind, For barnets bedste, her.
Forlagets beskrivelse:
En topchef i Københavns Politi bliver offer for et voldsomt attentat, og et drabsmysterie fra fortiden lander på politihistoriker Maria Justs bord.
I et øde område i Vestjylland finder arbejdsmænd skelettet af en helt ung kvinde. Den døde viser sig at være likvideret ved et nakkeskud, men ingen ved, hvem kvinden er. Det overbebyrdede lokale politi sender sagen videre til Politimuseet, hvor Maria Just påtager sig at løse gåden.
I København ulmer uroen. Forud for vigtige politiske forhandlinger om politiets fremtid bliver drabschefen påkørt af en flugtbilist, og det ligner et bevidst attentat. Hundredvis af politifolk forlader styrken i frustration over deres arbejdsvilkår, og Mikael Dirk presses til at indtage chefrollen og lede efterforskningen af attentatet sammen med sin makker, Frederik Dahlin. Frederik kæmper stadig med psykiske mén efter en aktion, hvor han i selvforsvar dræbte en gerningsmand.
Mens en kvælende varme lægger sig over landet, kastes Danmark ud i en tilstand af lovløshed og frygt. Snart hviler ikke bare efterforskningen, men nationens sikkerhed på Mikaels skuldre. Da endnu et attentat ryster politikorpset, får Mikael uventet hjælp til opklaringen af Maria, og de bevæger sig tværs gennem landet for at konfrontere fortidens og nutidens mørkemænd.
Lovløs er andet selvstændige bind i serien om politihistoriker Maria Just. En højaktuel krimi om hævn og selvtægt, kærlighed og mod til at vælge sin egen vej, når verden omkring én skælver
Bedømmelsen:
Lovløs er en meget flot efterfølger til For barnets bedste. Bogen virker mere sammenhængende end første bind, og der er skruet en smule ned for detalje graden af beskrivelserne – noget jeg efterlyste i første bind. Sproget flyder bedre, og spændingen er høj hele vejen igennem.
En ting, der tydeligt henviser til forfatterenes research og viden omkring krimigenren, er de meget realistiske beskrivelser. Medarbejdernes flugt fra politiets forringede arbejdsvilkår, og samfundets træthed over mink og Corona. At de på den måde vælger at inddrage nogle af tidens aktuelle emner i bogen, er med til at gøre handlingen mere levende.
Bogens to overordnede temaer er den stigende anarki der kan opstå i en frustreret og presset befolkning, og den fortidens historie om tyskertøser. Her er det specielt spændende af følge politihistoriker Maria Justs arbejde, når hun må dykke ned i de gamle arkiver. På glimrende vis forbindes fortiden og nutiden….. og i begge perioder er det ikke ligefrem den bedste side danskerne viser af sig selv.
Fremhæver målet nogensinde midlet? Det er et af de emner man efter endt læsning kan fundere over. For bogen byder også på de højreorienterede kræfter, der ikke står tilbage for at iscenesætte forbrydelser for at skabe opbakning omkring deres holdninger.
Det umage makkerpar, Mikael Dirk og Frederik Dahlin er blevet bedre til at udnytte deres unikke evner. Og det bliver der absolut også brug for, når de skal opklare både drabsforsøget på drabschefen samt drabet på en betjent i Horsens. Og det i en periode, hvor Dansk Politi er presset helt i bund, og hvor lovløsheden derfor truer med at overtage det danske samfund. Vi runder også deres privatliv. Det giver et bedre indblik i dem som mennesker, uden at det tager opmærksomheden fra selve efterforskningen.
Lovløs er en meget flot efterfølger, der vil fastholde læserne fra første side.
Forfattere: Line Tolstrup Holm og Stine Bolther
Bonusinfo: På forsiden af bogen ses hånden med øjet. Politiet har siden 1687 været forsynet med legitimation, og fra 1701 var det i form af en hvid stok eller et træhåndgreb med en hånd for enden med et øje i hånden. Øjet i hånden, der som symbol på politimyndighed første gang optrådte i politimester Claus Rasch’ segl fra 1691, er formentlig hentet fra Det Gamle Testamente. Politihånden, der tidligere samtidig blev anvendt som våben, tjente som legitimation helt op i 1890’erne.