HomeBoganmeldelser Djævlen ligger i detaljen af Bent Hytholm Jensen og Louise Urban Andersen.

Djævlen ligger i detaljen af Bent Hytholm Jensen og Louise Urban Andersen.

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , ,

Fingeraftryk, blodstænk og dna

Djævlen ligger i detaljen er skrevet af Bent Hytholm Jensen i samarbejde med Louise Urban Andersen.

Bent er tidligere vicekriminalinspektør og leder af gerningsstedsgruppen hos Nationalt Kriminalteknisk Center. Han har bred erfaring med kriminalteknik og sporsikring fra over tre årtiers arbejde for dansk politi.

Forlagets beskrivelse:

Hvordan er det at finde den detalje, som er med til at fælde en drabsmand?  Hvordan er det at overse noget på et gerningssted, som kunne have været afgørende? Som kriminaltekniker gennem næsten 32 år har Bent Hytholm Jensen været tættere på menneskelig ondskab end de fleste. Han har været med til at gennemsøge hundredvis af gerningssteder. Her skulle han finde de kriminaltekniske spor, der skulle til for at løse sagen.

I bogen gennemgår Bent Hytholm Jensen den værktøjskasse, han har brugt i sit arbejde: Video- og fotodokumentation. Sikring af spor efter fingeraftryk, blod, dna, sål- eller dækaftryk. Mikroskopet, der tages i brug, når værktøjsspor, patronhylstre og projektiler skal undersøges for detaljer. Og han fortæller om de helt særlige sager, hvor han er blevet sendt på internationale opgaver for at hjælpe med at identificere ofre – f.eks. efter branden på Scandinavian Star, krigsforbrydelser i Rwanda eller tsunamien i Thailand.

Bedømmelsen

Djævlen ligger i detaljen er en spændende og lærerig bog, der giver et nyt indblik i kriminelle sager og den efterforskning de medfører. At se dem gennem en kriminalteknikers øjne, og fortalt med grundlag i tydelig stor erfaring, var både nyt og interessant.

Bogen tager os med rundt i en del af Bents forskellige sager, og selv om en del af disse tidligere har været beskrevet i offentligheden, så er det spændende af se dem gennem en kriminalteknikers øjne. Bogen giver indblik i mere ”end bare” forbrydelser, da også det kriminaltekniske arbejde i forbindelse med identifikation berøres. Her fortæller Bent bl.a. om tsunamien i 2006 og branden på Scandinavian Star.

Bogen indeholder også en snert af biografi, da vi bl.a. får at vide hvordan Bent oprindeligt endte i politiet. Derudover hæver det også bogens niveau, at vi ikke kun får en klinisk gennemgang af sagerne, men at det følelsesmæssige også inddrages. Som man har set det i andre politierindringer, så har også Bent stadig sager der rumsterer i baghovedet. Derudover lærer vi også om en del af dansk politihistorie, idet Bent selv har været en stor del af den udvikling det kriminaltekniske område har gennemgået.

Det må kræve meget af en kriminaltekniker at forsøge at sætte sig i gerningsmandens sted, og forestille sig dennes færden rundt på et gerningssted. Forsøge at finde puslespillets brikker og sætte dem rigtigt sammen. Men det må også kræve ekstrem stor tålmodighed eks. at gennemgå et helt gulvtæppe på jagt efter fibre og lignende – men nogle gange er det jo den lille detalje der fælder gerningsmanden.

Udover at skrive bøger, så holder Bent foredrag hos True Crime Agency, og jeg kan kun anbefale jer at høre et af hans foredrag.

Er du interesseret i andre bøger i true crime genren, så finder du en masse bøger om det på Mofibo.

Jeg har lyttet til bogen på Mofibo.

Djævlen ligger i detaljen

Forfattere: Bent Hytholm Jensen og  Louise Urban Andersen

Udgivet: 2022
Sidetal: 256

Leave a Reply