20 december, 2019
Forgudet af Marianne Toxboe
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: drama, Forgudet, incest, Marianne Toxboe, oprør, opvækst
Det gyldne bur
Forgudet er Marianne Toxboes fjerde roman. Tidligere har hun udgivet en trilogi om ”tyskertøsen” Maja.
Marianne er uddannet sygeplejerske, sygeplejelærer og cand.mag.pæd.
Handlingen
Året er 1969 og det danske samfund er i oprør. Oprør mod de eksisterende værdier og måder at leve livet på. Dette er året for personlig frihed og udryddelse af de gamle normer.
Iben lever et privilegeret liv. Ung, smuk, nylig student og med en far som forkæler hende. Men hendes storebror Torben kender hendes hemmelighed – den hemmelighed, der også har ført til at han selv ikke har set familien i mange år. Alle privilegier har en pris – og nogle gange er den for høj.
Om Torbens besøg bliver den udslagsgivende faktor vides ikke – men faktum er at Iben ikke længere kan leve under de nuværende omstændigheder. I fødselsdagsgave fik hun en bil, og den sætter hende nu i stand til at stikke af fra Danmark og mørke minder.
Men da Torben og Annas far findes død efter et fald, er der omstændigheder der åbner op for sandheden. Og måske er det netop dette der frigør Torben og giver ham indsigten i hans virkelige drømme.
Desværre glemmer både Torben og Anna at forfølgelsen af personlige drømme kan have store konsekvenser.
Bedømmelsen
Forgudet er en spændende socialrealistisk fortælling om en familie med mange hemmeligheder. Læserne vil finde både drama og spænding, men ikke i en krimi kontekst. I stedet findes det i de konflikter, der opstår i den helt almindelige hverdag.
Marianne har på flot vis inkorporeret den historiske kontekst i fortællingen. Det ses f.eks. hos familiens moder, der ikke tør forlade sin mand, da hun dermed vil miste sit eksistensgrundlag. Men det ses specielt hos Torben, der virkeligt rammes af tidens nye normer og moralbegreber. Han ser tidens tendenser som en udvej, men han glemmer at se den eventuelle omkostning ved den uforpligtende kærlighed.
Udforskningen af, hvilke motiver der reelt ligger til grund for folks handlinger er spændende, og bogen byder på en interessant fortolkning af hvordan et opgør med gamle traumer kan udvikle sig i en skæbnesvanger retning.
En menneskelig skæbnefortælling om opvækst under svære vilkår og at finde sin plads i en ny verdensorden.
Forfatter: Marianne Toxboe