15 oktober, 2023
I dine hænder af Malin P. Giolito
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: baggrund, bander, Gyldendal, I dine hænder, kriminalitet, opvækst, samfund
Vi har alle et ansvar
I dine hænder er skrevet af Malin Persson Giolito. Hun har tidligere udgivet 3 bøger, hvoraf Størst af alt vandt Sveriges Best Crime Novel of the Year 2016.
Forlagets beskrivelse:
I Våringe er det let at dø, men skidesvært at leve. En 14-årig dreng bliver skudt på en legeplads. Alt tyder på, at hans bedste ven holdt våbnet, og han indkaldes få timer efter alarmopkaldet til forhør. Men er han den skyldige? Og hvad ligger bag?
Det engagerede lokalpoliti, de enlige mødre, indehaveren af købmanden tæt på legepladsen – ingen bliver skånet i et samfund, hvor bandevolden tager over, og selv børn bliver ofre. Men hvem tager ansvaret for, at det ikke kommer til at ske igen? Og hvad skal der til for at ændre det?
Bedømmelsen:
I dine hænder er en stærkt, nutidig skildring, der hurtigt greb mig, og historien vil nok blive hos mig længe. Malin er en helt fantastisk historiefortæller, og ganske hurtigt har hun ridset bogens ramme op – og det er en skræmmende virkelighed hun har valgt at give os indblik i.
Bogen skildrer to unge drenges barndom, opvækst og omgivende miljø på en måde, der fremstår meget realistisk. Begge drenge higer efter opmærksomhed og et sted at høre til, og det finder de i en kriminel bande. Det handler om at vokse op i et miljø, hvor et segregeret samfund allerede har afgrænset unge menneskers muligheder – og det sætter mange tanker i gang.
Vi ser mange perspektiver, eks. forældre, politi, naboer osv. Det skaber en meget grundig og varieret fortælling, og Malin har formået at give hver enkelt deres helt unikke stemme. At vi både følger dem som individer og i deres professionelle roller, hjælper med at fremhæve, hvor kompleks hele denne problemstilling er.
Bogen byder også på troværdige dialoger og en fremragende dramaturgi. Karaktertegningerne er troværdige og bogens skiften mellem fortid og nutid fungerer rigtigt godt. Bogen føltes skræmmende autentisk, og vækker mange tanker om det svigtende samfund.
I dine hænder er en bog, der afspejler unges rolle om kompleksiteten i bandekriminalitet på en ny og interessant måde. Om klasseskel, menneskers sårbarhed, magtesløshed, straf og skyldighed. Det er en gråskala, for hvem har egentlig ansvaret når noget går galt – og der tydeligvis skulle være sat ind tidligere.
I dine hænder er en flot skrevet samfundsaktuel krimi, der anbefales til alle med interesse for mennesker, skyld, straf og betydningen af sociale og geografiske forhold.
Forfatter: Malin Giolito