17 maj, 2020
Indtil vanvid, indtil døden af Kirsten Thorup
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 2. verdenskrig, 6 poter, Gyldendal, Indtil vanvid indtil døden, Kirsten Thorup, manipulation, Tyskland
Virkelighedens grumme ansigt
Indtil vanvid, indtil døden er resultatet af Kirsten Thorups research på det nazistiske regime. For at beskrive dagligdagen i Tyskland under krigen, har hun fået hjælp fra både danske og tyske eksperter. Så selvom bogen egentlig er fiktion, så er den dog sat ind i en faktuel ramme.
Handlingen
Efter Harriets mand er død på Østfronten, vælger hun i 1942 at rejse til München. Hun sætter sine børn i pleje og opsøger venneparret Gudrun og Klaus i forsøget på at forstå hvad det var hendes mand gav sit liv for. Hun vil opleve den tyske hverdag på egen krop, selvom hun ikke selv er nazist.
I Danmark har hun ikke kun efterladt sine børn, men også omverdenens foragt for hendes mands valg. Hvorfor kan de ikke forstå, at hendes mand kæmpede for Finland og mod kommunismen. Nu søger hun mennesker der forstår hende – men virkeligheden skal vise sig at være meget anderledes end hendes forestillinger.
I de fire måneder Harriet opholder sig i Tyskland, begynder hun langsomt at kunne se sandheden bag det skønmaleri Hitler maler af krigen. Selvom Gudrun, Klaus og de andre højtstående nazister hårdnakket nægter at se det i øjnene, så er den tyske ideologi ved at smuldre. Fra de skiftende stuepiger (der alle kaldes Ludmilla) til rationeringer og et stærkt stigende antal sårede soldater – gradvist oplever Harriet, hvordan angst og paranoia gennemsyrer det tyske samfund.
Via Harriets dagbog og indblik i hendes inderste tanker, afsløres det virkelige, det absurde og det vanvittige. Hvad der står tilbage, er et bidende sandfærdigt beskrevet samfund blottet for skuespil og staffage – men hvordan vælger Harriet at reagere på det?
Bedømmelsen
Indtil vanvid, indtil døden er en fuldstændig fantastisk bog! Med sin fortælling skrevet ud i en køre, symboliseres glimrende Harriets sindstilstand og hvordan alle hendes hidtidige forestillinger smadres. Indrømmet: det tager sin tid at vænne sig til læsningen, og det kan være svært at finde et naturligt pausested, men den beskrevne tidsperiode var jo efter alt en af de mest kaotiske tider i moderne historie.
Harriet er en fascinerende og kompleks hovedkarakter. Med den privilegerede opvækst og den feterede ungdom, er hun vokset op med en sund tro på sig selv og egne evner. Men hele hendes verden rystes da manden omkommer, og kun den tillærte styrke fra Gymnastikskolen holder hende oppe.
Uden moral eller dømmende pegefingre tager Kirsten Thorup læseren med igennem de tyske grusomheder og løfter sløret for hvordan mennesker i den tid uanede rykkes deres grænser – være det sig vedrørende rigdom, magt eller mennesker. Alle de høje idealer falder i mødet med den vanvittige virkelighed og efterlader ingen urørt.
Indtil vanvid, indtil døden vil vække store følelser hos sine læsere, når den med sin enorme detaljerigdom afslører krigens virkeligt gru. Intet i bogen er helt sort eller hvidt men en løbende tilpasning af individets værdier og livsvalg. Læs den – og find den rigdom der ligger i detaljen.
Forfatter: Kirsten Thorup