HomeBoganmeldelser Kæden af Adrian McKinty

Kæden af Adrian McKinty

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Kæden må ikke brydes!

Kæden har allerede gået sin sejrsgang i USA, hvor romanen straks blev en New York Times bestseller, modtog flere priser og blev kåret til årets spændingsbog af flere aviser. Adrian McKinty har skrevet en hæsblæsende thriller, som ikke stopper, før Kæden bliver brudt.

Forlagets beskrivelse:

En uskyldig mor bliver et ufrivilligt led i en kynisk kæde af forbrydelser. Nu må hun selv begå en grusom forbrydelse for at redde sin kidnappede datter – eller risikere at miste hende for altid.

Rachel Klein sætter sin datter, Kylie, af ved busstoppestedet og begynder sin dag. Men et opkald fra et ukendt nummer ændrer alting: En kvinde i røret fortæller Rachel, at Kylie nu sidder bundet og kneblet på hendes bagsæde. Hvis Rachel skal gøre sig forhåbning om at se hende igen, skal hun gøre følgende: 1) Betal en løsesum 2) Find et andet barn at bortføre.

Dette er ingen almindelig kidnapning , for den, der ringer, er selv en mor, hvis søn er blevet bortført, og hvis Rachel ikke gør som hun får besked på, vil drengen dø. “Du er ikke den første. Og du vil bestemt ikke være den sidste.” Rachel er nu blevet en del af Kæden, en uendelig og modbydeligt indrettet ordning, som gør ofre til kriminelle – og sørger for, at en mystisk bagmand tjener styrtende på ugerningerne. Reglerne er simple, men de moralske dilemmaer er grusomme: Skaf pengene hurtigt, find dit offer og udfør derefter bortførelsen. Og det viser sig, at kidnapningerne kun er begyndelsen.

Bedømmelsen:

Kæden byder på et fantastisk, innovativt og meget skræmmende plot. Alle læsere vil uundgåeligt efterlades med tanken: Hvor langt ville jeg selv gå? Offer eller gerningsmand – hvad er egentligt værst? Og hvad nu hvis du skulle spille rollen som begge?

Det er fascinerende (og lidt skræmmende) at opleve, hvordan de enkelte familier satte deres moralske kompas til side, og var villige til at gå end dog meget langt for at redde et familiemedlem. Og det er faktisk slet ikke en helt urealistisk handling, fordi bogen løseligt er baseret på det mexicanske koncept om udvekslingskidnapninger.

Bogen byder på en masse karakterer, og med deres realistiske beskrivelser er det svært ikke at blive grebet af deres følelsesmæssige konflikter. Der er ingen muligheder for at flygte og ingen nem udvej – du bliver nødt til at acceptere konsekvenserne. Og bogens fokus på vores afhængighed af sociale medier og anden teknik er fantastisk inddraget.

Bogen første halvdel griber og fastholder læseren fra starten. Det er her man finder en støt stigende spændingskurve, og det er her bogen lever op til sin klassificering som thriller. I bogen anden halvdel tog handlingen en drejning der, med sit lidt for tekniske fokus og til tider manglende realisme, trækker bogen ned. Og det er altså en skam for en bog med så meget potentiale.

Jeg anbefaler dig at læse Kæden, men måske slække lidt på dit ønske om realisme i bogens anden halvdel.

Hævnen

Forfatter: Adrian McKinty

Udgivet: 2021
Oversætter: Lisbet Kjær Johansen
Sidetal: 381

Leave a Reply