HomeBoganmeldelser Kattecafeen af Charlie Jonas

Kattecafeen af Charlie Jonas

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , ,

Når katte ændrer liv

Kattecafeen er skrevet af Charlie Jonas. Bag dette synonym gemmer sig en tysk forfatter, der finder katte meget charmerende (hvem gør ikke det). Bogen er inspireret af besøg hos Oti’s og Clementine’s Books and Coffee i Halifax, Canada. Der kan du ikke kun købe bøger og drikke kaffe – du kan også adoptere en kat (godt jeg ikke lige kommer forbi der).

Fra bogens bagside:

På Lenau Platz i Køln bor enken Susann sammen med sin snehvide kat Mimi. Nu vil hun tage på en sidste ferie til sin italienske yndlingsø Ischia inden en hofteoperation. Men hvor skal Mimi bo imens? Måske hos hendes dejlige fransktalende nabo, Leonie?

Leonie kender alt til upålidelige franskmænd, men intet til katte. Hun fortryder også snart, at hun sagde ja til at hjælpe Susann: Mimi kradser i møblerne og hyler og farer rundt, og en tanke melder sig snart hos Leonie: Hun må skaffe sig af med katten.

Men Leonie er heldig, for hendes veninde Maxie har lige åbnet byens hyggeligste bogcafé, og her – blandt gamle bøger, velduftende hjemmebag og bløde puder – finder Mimi sig til rette. Inden længe har den charmerende kat ikke alene erobret Maxies hjerte, men også alle cafegæsternes. Ikke mindst da Mimi får et kuld bedårende killinger. For Mimi ved det, som vi mennesker bare fornemmer: at en kat kan forandre alting – til det bedre, selvfølgelig.

Bedømmelsen:

Kattecafeen. Bare titlen er jo nok til at fascinere enhver katteejer (eller måske kommende, efter at have læst bogen). Det er en bog der ikke stiller de store krav til læserne med sit letlæselige og flydende sprog. Atmosfæren på Café Fraulein Paula er så levende beskrevet, at man næsten kan dufte bagværket og se Mimi kravle rundt på hylderne. Her møder vi en mangfoldig blanding af karakterer – alle mennesker med forskellige tidligere livshistorier såvel som deres fremtidsperspektiver.

Visse steder falder historiens niveau ved brugen af for mange klicheer.  Der er desuden nogle temaer jeg gerne så uddybet mere, eks. ensomheden hos Susann eller Maxies usikkerhed om fremtiden. Jeg havde også gerne set at nogle af karaktererne blev stillet overfor flere udfordringer, for nogle gange falder alle brikkerne på plads lidt for nemt.

Lidt problematisk var også at accepterer den arrogante journalist. Jeg følte ikke at hans historie passede ind i fortællingen. Jeg har fuldt respekt for en forfatter, der gerne vil beskrive overvindelse af fordomme og hvordan man dermed kan blive et bedre menneske – men den del passede bare slet ikke ind i bogens ramme.

En af de overraskende ting ved bogen var, at det i virkeligheden kun er anden del af bogen der stammer fra synopsis. Det indledende budskab var overraskende, for fra et enkelt og subjektivt valg ændres mindst 3 menneskers liv. Måske er Kattecafeen ikke verdensændrende litteratur, men i en tid hvor vores verden er vendt lidt på hovedet, er det balsam for sjælen at kunne fordybe sig i en bog, der efterlader læseren med en følelse af ro og velvære.

Bag lidt lækkert, find dit yndlingslæsested, tag katten på skødet og lad dig for en tid forsvinde væk fra verdens realiteter.

Kattecafeen

(Advarsel: hvis du ikke allerede har en kat, så vil du få lyst til en efter endt læsning. Har du allerede en kat eller flere, så efterlades du med lysten til at udvide klanen).

Forfatter: Charlie Jonas

Oversætter: Nanna Lund
Udgivet: 2021
Sidetal: 336

Leave a Reply