14 juni, 2022
Kvinden med den blå stjerne af Pam Jenoff
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 2. verdenskrig, Alpha, baggrund, drømme, håb, jøder, kærlighed, Kraków, Kvinden med den blå stjerne, opvækst, Pam Jenoff, venskab
Et usandsynligt venskab
Kvinden med den blå stjerne af Pam Jenoff, er en gribende roman baseret på virkelige beretninger fra 2. verdenskrig om de polske jøders flugt fra Kraków. Pam Jenoff har skrevet flere historiske romaner, herunder Hittebarnets historie. Derudover udgives hendes næste bog, De forsvundne kvinder, til oktober. Hun har i tre år arbejdet for den amerikanske udenrigstjeneste i Kraków med sager med forbindelse til holocaust. Her blev hun optaget af de polske jøders historie under 2. verdenskrig.
Forlagets beskrivelse:
Polen 1942. Attenårige Sadie Gault bor med sine forældre i Krakóws jødiske ghetto. Da nazisterne begynder at deportere ghettoens indbyggere, er Sadie og hendes forældre tvunget til at søge tilflugt i byens kloakker. En dag kigger Sadie op gennem en rist og ser en ung kvinde på sin egen alder købe en buket blomster.
Ella Stepanek er en velhavende ung kvinde, der lever et liv i relativ lethed sammen med sin stedmor, som har udviklet et tæt forhold til den tyske besættelsesmagt til Ellas venners forargelse. Ensom og tung af længsel efter sin kæreste, der er draget i krig, vandrer Ella hvileløst rundt i Krakóws gader.
En dag hun er ude på et ærinde på markedet, fanger hun et glimt af noget, der bevæger sig under en rist. Ved nærmere eftersyn opdager Ella, at det er en pige, der gemmer sig under jorden.
Bedømmelsen:
Kvinden med den blå stjerne er en både hjerteskærende og hjertelig roman. Det er smukt at følge hvordan et tilfældigt møde giver Sadie og Ella styrke, og hvordan det hjælper dem gennem brutale ødelæggende og tragiske tider. Selvom deres omstændigheder er meget forskellige, så ligner de hinanden mere end man skulle tro.
Bogens første halvdel var den der stod stærkest for mig. Den klaustrofobiske stemning i kloakken fremstod meget levende. Karakterernes rædsel og stigende desperation. Stedet er en kloak, og det forfærdelige ved denne situation skildres godt fra lugten til rotterne og til det rådne vand, de befinder sig i. Du vil mærke den rædsel og desperation karaktererne følte meget levende.
I bogens anden halvdel skifter stemning til en lidt lettere tone med mere fokus på venskab og romantik. Her fik jeg en følelse af, at bogen var tilrettet et yngre publikum. Der var noget barnligt over Sadie og Ellas sprog, og der var for meget fokus på at knytte enkelte begivenheder sammen. Bogen rammer her ikke helt det samme niveau af engagement som andre lignende bøger.
Det ødelagde nu ikke bogen for mig, og andre læsere vil måske end ikke bemærke det.
Jenoff udviser en god evne til at udvikle forbløffende stærke og levende karakterer. Sadie og Ella er to karakterer, jeg sent vil glemme. Disse stærke piger var lysende eksempler på, at selvom du kommer fra to ekstremt forskellige baggrunde, kan kærlighed og tillid overvinde enhver hindring. Det er en historie om overlevelse, venskab, håb og kærlighed.
Bogen anbefales til læsere med interesse i anden verdenskrig og en søgen efter mindre ”grove” romaner. Og er du i forvejen fan af Pam Jenoff, så er denne bog et must.
Forfatter: Pam Jenoff