HomeBoganmeldelser Livvagt af Asbjørn Thyssen og Søren Flott

Livvagt af Asbjørn Thyssen og Søren Flott

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

I sikkerhedens tjeneste

Livvagt er skrevet af Asbjørn Thyssen i samarbejde med Søren Flott. Asbjørn Thyssen var en af Danmarks allerførste professionelle livvagter, og fortæller nu om sine oplevelser.

Søren Flott er journalist og forfatter med en forkærlighed for almindelige menneskers ualmindelige historier. Han har blandt andet skrevet biografierne Mama Doc, Pigen i spejlet og Afhopperen.

Forlagets beskrivelse:

Oprindeligt uddannet inden for politiet og senere ansat i Politiets Efterretningstjeneste var Asbjørn Thyssen med på det første bodyguardhold i Danmark i 1976. Senere blev han leder af uddannelsen og var gennem årene med til at forme og sætte sit præg på uddannelsen til livvagt, som den ser ud i dag. I sin tid som livvagt var han herhjemme med til at koordinere sikkerheden ved store sikkerhedsmæssige opgaver som besøget af den amerikanske præsident Bill Clinton og forfatteren Salman Rushdie og EU- topmøde i København.

Han sørgede for statsministre og andre politikeres sikkerhed på og uden for Christiansborg. Han var bogstaveligt talt helt tæt på begivenhederne, da der blev kastet maling på Anders Fogh Rasmussen. Han var med de kongelige på udlandsrejser i hele verden, nogle gange under stor dramatik. Og han endte også med at være den livvagt, der passede mest på Kronprins Frederik og Prins Joachim gennem hele deres opvækst – lige fra de var små og gik på Krebs’ Skole.

I Livvagt beretter Asbjørn Thyssen om et langt arbejdsliv i sikkerhedens tjeneste. Fra oplevelserne dengang han kunne patruljere alene i gaderne på Christianshavn uden problemer, til en tid hvor faren for terror og trusler mod politikere blev hverdag og skabte helt nye krav til sikkerheden. En periode, hvor man gik fra et begrænset antal bodyguards til mere end 100 livvagter i dag, og hvor Asbjørn Thyssen gennem sit virke blev et unikt øjenvidne til den nyere danmarkshistorie.

Bedømmelsen:

Livvagt er en interessant fortælling, der giver læserne et godt indblik i en ellers lukket verden. Danmarks mest erfarne livvagt præsenterer os ikke kun for arbejdsopgaver, men også et stykke Danmarkshistorie – set fra en ny vinkel. Fra tiden hvor betjente patruljerede alene til nutidens trusler, der har krævet langt flere ressourcer og langt mere opmærksomhed på sikkerhedsniveauet. Fra 15 livvagter til i dag over 100 stiger behovet desværre dag for dag. Snakken om at lukke PET efter den kolde krigs afslutning er for længst forstummet.

Sproget er medrivende, og historien er sagligt fortalt i en meget læsevenlig stil. Vi læser om spektakulære historier fra et fascinerende arbejdsliv, hvor Asbjørn – med livet som indsats – har passet på de kendte og kongelige. Hver dag mødte man i teorien med livet på spil, men det var ikke noget der tilbageholdte Asbjørn.

Kan du lide at læse fortællinger fra virkelighedens verden, og at få indblik i både Danmarks- og politihistorie, så vil Livvagt helt sikkert være en bog for dig.

Livvagt

Forfattere: Asbjørn Thyssen og Søren Flott

Udgivet: 2022
Sidetal: 296
Bogen er læst på Mofibo.

Leave a Reply