HomeBoganmeldelser Marcherende myrer af Dennis Jürgensen

Marcherende myrer af Dennis Jürgensen

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , ,

Roland Triel er tilbage

Det må have været med en lille smule bæven, at Dennis Jürgensen i 2014 forlod børne- og ungdomsbøgerne for at kaste sig over krimigenren. Men udgivelsen af krimien Løbende Tjener beviste han, at heller ikke i denne genre fornægtede hans skrivetalent sig. Nu er vi nået til 4. bind i serien om Roland Triel, den erfarne efterforsker fra Politigården i København.

Handlingen

Jesper Truense har første vagt i Securitas, og skal sammen med den mere erfarne Poul Bøhm tjekke det kommende sommerfuglecenter i Ørestaden. I mørket møder de en døende mand – dækket af myrer. Roland Triel med kolleger sættes på sagen, men det er ikke nemt, når det eneste spor er en tatovering på ligets hånd. Hurtigt viser det sig, at efterforskerne har rodet op i en reel myretue – der trækker spor helt tilbage til Spanien 32 år tidligere.

Myrer på knogle

Det er efterhånden længe siden at Inge Renee Janné forsøgte at myrde Triels kæreste Astrid – men Inge har absolut ikke givet op. Og da han igen giver livstegn fra sig, må Triel og journalisten Thor Brandt kaste sig ud i en kamp på liv og død.

Sideløbende kører Andrea Triel sin egen efterforskning. Hun har gjort store fremskridt efter mordet på hendes mor, og er nu fast besluttet på at finde morderen. Hun vender tilbage til gerningsstedet på Myntevænget sammen med vennen Marcus, for at finde flere spor. Hun er overbevist om, at der er en sammenhæng mellem mordet på hendes mor og overfaldet på Astrid. Hendes efterforskning bliver dog besværliggjort af den civile vagt hendes far har prakket hende på – men ham skal hun nu nok slippe fra.

Bedømmelsen

Dennis Jürgensen har sammensat endnu en spændende, medrivende krimi, der holder hele vejen igennem. Med krimigenren formår Dennis at gå mere i dybden med sin karakterudvikling og relationerne mellem hans karakterer. Sættes de nuancerede karakterer sammen med et hæsblæsende plot, så ender man med en særdeles spændende krimi.

Marcherende myrer er en rigtig god læseoplevelse, der udover krimidelen også indeholder en del humor. Sproget flyder let og stemningsbeskrivelserne er så livagtige, at læseren kan føle gruen. I dette bind lærer man langt mere om Triel og hans relation til Inge, hvilket bare giver endnu mere dybde til historien. Mangler du en julegaveidé til krimielskeren, er Marcherende Myrer et oplagt bud.

Fire stjerner

Dennis Jürgensen deltager selvfølgelig på årets Bogforum i weekenden. Hvis du er så heldig at skulle forbi, kan du finde ham alle 3 dage på Tellerups stand.

Forfatter: Dennis Jürgensen

Forlag: Tellerup
Udgivet: 2017

Leave a Reply