HomeBoganmeldelser Outsideren af Stephen King

Outsideren af Stephen King

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Mesteren er tilbage

I Outsideren er vi tilbage til den klassiske Stephen King. Den Stephen King læserene har elsket i årtier, og måske (ligesom jeg) voksede op med Dyrekirkegården, Det onde og Misery. Og med Outsideren beviser han, at han stadig er mesteren.

Handlingen

Da 11-årige Frankie Peterson findes brutalt myrdet, ser det umiddelbart ud som en oplagt sag. Der er fingeraftryk, dna og vidner og alle peger de i én retning: morderen er den vellidte baseball træner Terry Maitland. Mordet er chokerende nok i sig selv, men at Terry skulle indeholde en så skræmmende skjult side, er det der sætter byens politifolk i brand.

Kriminalassistent Ralph Anderson beslutter at anholde Terry midt i en vigtigt kamp – at ydmyge ham foran alle byens indbyggere. Terry har tidligere trænet Ralphs søn samt en masse andre af byens børn, så der er mange personlige følelser indblandet i sagen. Måske skete anholdelsen lidt hurtigt efter Ralphs normale standard, men alle beviser er klare og for distriktsanklager Bill Samuels er det rart med en god sag i valgåret.

Men den efterfølgende afhøring afslører noget uventet: Terry har et urørligt alibi for gerningstidspunktet – og man kan jo ikke være to steder på en gang. Langsomt begynder tvivlen at snige sig ind på Ralph og flere og flere ting virker mystiske. Men den pragmatiske Ralph har svært ved at erkende sagens virkelighed, og hans kone, Jeannie, er den der må skubbe ham i den rigtige retning og forsøge at få ham til at se ud over logik og rationale.

Terrys advokat Howard Gold og hans ansatte Pelley vil gøre alt for at komme til bund i sagen, men den skræmmende sandhed kommer først frem i lyset, da de også hyrer privatdetektiv Holly Gibney. Det bliver en jagt på tid, ikke kun for at forhindre flere ofre men også de effekter flere ofre vil medføre. Hvert angreb breder sig som ringe i vandet indtil hele familier, hele samfund opsluges.

Det er en efterforskning af godt og ondt – og de slørede linjer mellem dem. Og de involverede gør klogt i at huske: alt er muligt.

Ralph

Bedømmelsen

Outsideren er en af de historier, der ved første øjekast ligner en genkendelig krimi. Vi har et mord, en morder og nogle politifolk. Men så udvikler bogen sig i en helt uventet retning – det er jo trods alt Stephen King vi taler om. I Outsideren er han vendt tilbage til rødderne og vækker minder om tidligere tiders bestsellere. Med en imponerende evne for dynamisk karakterudvikling viser han, at han stadig er en af verdens største forfattere.

Allerede fra starten suges læseren ind i det anspændte univers og er pludseligt fanget i et kompliceret, skræmmende puslespil. Hans karakteropbygning er endnu en gang med til at skabe en medrivende fortælling, der formår at ryste læseren på den der helt specielle Stephen King måde. At udvalgte karakterer fra tidligere bøger pludseligt introduceres til handlingen er et tidligere set trick, men det virker jo (dog vil jeg stærkt anbefale kommende læse af Outsideren at læse Mr. Mercedes trilogien først).

Stephen King formår med en exceptionel indsigt i det menneskelige sind at skildre, hvordan en enkelt forbrydelse kan ramme mange. Han berører hvordan en offentlig oppisket stemning kan have utilsigtede konsekvenser, ligesom han også har formået at give bogen et politisk islæt. Både “Black lives matter” og “Make America great again” optræder i bogen som en lille stikpille til den nuværende politiske situation i USA.

Desuden bør fremhæves den imponerende måde det er lykkedes ham at inkorporere slægtshistorie og gamle myter i fortællingen. Myter og kultur ender med at have en fremtrædende rolle i de mystiske omstændigheder, og husk: Når man fjerner det sandsynlige, er kun det usandsynlige tilbage.

Ralph

Forfatter: Stephen King

Oversætter: Jakob Levinsen
Udgivet: 2018
Sidetal: 608

Leave a Reply