9 december, 2018
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 2. verdenskrig, Forlaget Mellemgaard, Historie, historisk roman, Jørgen Steines, nazisme, Sandhedens labyrint
Jørgen Steines
Kan en partner i Deloitte skrive en kontrafaktisk roman om 2. verdenskrig?. Kan en mand, der arbejder med intelligent procesautomatisering og de forskellige automatiseringsteknikker fastholde garvede boglæsere?
Svaret er Ja. Og tilmed har bogen et meget fascinerende fokus: Hvad ville der egentlig være sket, hvis den tyske befolkning og de allieredes styrker kendte til sandheden om koncentrationslejrene allerede i 1943?
Handlingen
Det er september 1943 og 2. verdenskrig raser. Major Johann Richter arbejder for den tyske efterretningstjeneste, og har en stor stjerne qua hans tidlige indmeldelse i nazistpartiet. Men noget er galt i det tyske rige, for de allierede styrker har for mange gode efterretninger om tyskernes planer. Johann får til opgave at finde forræderen, og noget tyder på at denne skal findes i toppen af det tyske hierarki.
På hjemmefronten er der også spændinger. Sønnen Dieter er overbevist nazist, mens Johanns hustru Erika ikke bryder sig om den mere og mere brutale udvikling. De mindre børn savner bare deres tidligere jødiske legekammerater, men Johann tror stadig på Førerens historier om at jøderne blot er flyttet for deres eget bedste.
Sammen med et særligt udvalgt team igangsætter Johann en yderst hemmelig efterforskning, der både involverer flygtede fanger, kodebrydning og ulovlige radiotransmissioner. I forbindelse med efterforskningen kommer Johann forbi den jødiske ghetto i Lotz, hvor han forsøger at finde sin tidligere nabo familie – og her begynder sandheden om de mange tvangsforflytninger at gå op for ham.
Samtidigt i London kæmper kaptajnløjtnant Stuart Murdoch fra MI6 sammen med den polske kaptajn Witold Pilecki at overbevise politikerne om, hvad der egentligt foregår i de mange koncentrationslejre. Sandheden er dog så overvældende brutal, at det er svært at tro på den. Churchill bliver dog endeligt overbevist, men handlingerne forsinkes bl.a. af de allieredes overvejelser om, hvorvidt de kan løsrive ressourcer fra andre fronter.
Men de allierede reagerer: de bomber transportvejene til lejrene, bringer forsyninger og våben frem til modstandsbevægelsen og kaster flyveblade ned over hele Tyskland:
Vi ved, hvad der sker. Vi ved, hvor det sker. Vi ved, hvem I er. Retfærdigheden vil ramme jer.
Johann må nu tage et skæbnesvangert valg – for sin familie, sit land og sin fremtid.
Bedømmelsen
Med udgangspunkt i virkelige historiske hændelser og begivenheder, er det lykkedes Jørgen Steines at skabe en medrivende roman, der fanger læseren fra første side. Bogen bærer tydeligt præg af en omfattende research og det medvirker til en meget levende fortælling.
Det er tankevækkende læsning, og flere spørgsmål dukker op undervejs hos læseren: Kendte den almindelige tysker virkeligt ikke sandheden? Var de allierede beviste om lejrenes grusomheder, men valgte at bruge ressourcerne andetsteds? Eller var sandheden for dem alle så grusom, at den bogstavligt talt var ufattelig?
Det er store emner der behandles, men selvom politiske overvejelser og troppebevægelser er en del af handlingen, så er sproget og skrivestilen til alle tider flydende og letlæseligt. Kapitlerne er korte og med konstant skiftende synsvinkler – hvilket dog ikke besværliggør læsningen.
Bogens største force findes dog i den udvikling Johann gennemgår. Stærkt påvirket af Erikas holdninger tvinges han til et opgør med sine holdninger og personlige moral, hvilket er beskrevet meget realistisk. Generelt er de centrale karakterer meget troværdige, ligesom plottet er velfunderet. Jeg kan kun anbefale bogen.
Forfatter: Jørgen Steines