HomeBoganmeldelser Skyggedalen af Viveca Sten (mordene i Åre #2)

Skyggedalen af Viveca Sten (mordene i Åre #2)

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , , , , , , ,

Mord i sneen

Skyggedalen er andet bind i Viveca Stens Mordene i Åre serie. Her har Viveca budt læserne på en ny dramatisk ramme og et par fantastiske karakterer i efterforskerne Hanna og Daniel.

På bloggen er tidligere anmeldt Offermageren.

Forlagets beskrivelse:

Det er vinterferie i Åre. En frikirkelig sekt har fået et stærkt greb i de isolerede småbyer langs den norske grænse. Også i den unge kvinde Rebecka. Hun drømmer om at tjene Gud som trofast præstefrue, men bliver mere og mere isoleret,. Hun har ingen at betro sig til og begynder at frygte, at hun er i livsfare.

Et mishandlet lig bliver fundet lige uden for byen. Offeret har ingen oplagte fjender, og politiet er på bar bund. Hanna Ahlander er stadig vikar ved Åre Politi, og håber på at blive fastansat, mens hendes kollega Daniel Lindskog forsøger at være både engageret familiefar og dedikeret efterforsker.

Efterhånden som Hanna og Daniel kommer længere ned i sagen, graver de en mørk historie frem i en kompliceret efterforskning, som handler om overlevelse – for enhver pris.

Bedømmelsen:

Skyggedalen er en flot efterfølger til Offermageren. I seriens første bind blev der på ingen måde lagt låg på beskrivelserne af brutalitet og grusomheder – og det er ført med over i Skyggedalen. En af Vivecas styrker er hendes evne til en malerisk beskrivelse af miljøet, der placerer læserne midt i det brutale vinterlandskab. Og hun bruger denne brutalitet til at understrege bogens stemning på fremragende vis.

Bogen er inddelt i forholdsvise korte kapitler, og det er med til at sikre fremdriften (og lokke læseren til at læse bare et lille kapitel mere…). Dog fandt jeg til tider at forfatteren gentog detaljer og beskrivelser flere gange, og det fik bogens ellers glimrende tempo til at falde lidt.

Vi lærer mere om Hannah og Daniel, og Viveca har formået at fastholde fascinationen af disse. Der er ikke lagt så meget vægt på personskildringerne som i seriens første bind, men nu kender vi jo også i forvejen noget til karaktererne. De er interessante og begge karakterer jeg ser frem til at følge fremover.

Der var dele af bogen som jeg ikke følte rigtigt førte nogle steder. Jeg tænker (og håber) at disse dele knyttes til noget i seriens tredje bind, for ellers var det bare fyldstof – og det har Viveca slet ikke brug for. Generelt er Mordene i Åre en meget medrivende serie, er virkeligt formår at fastholde læserne med sit høje spændingsniveau.

Er du til godt udtænkte plot, realistiske karakterer og opslugende spænding, så vil Skyggedalen helt sikkert være en bog for dig – jeg ser i hvert fald frem til at følge serien fremover.

Skyggedalen

Forfatter: Viveca Sten

Oversætter: Rikke Toft
Udgivet: 2022
Forlag: Alpha
Sidetal: 425

Leave a Reply