27 maj, 2023
Skyggeriget af Kim Faber & Janni Pedersen (Juncker #4)
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: Janni Pedersen, Kim Faber, klima, klimaterror, krimi, politi, Politikens forlag, Skyggeriget, spænding
Magt og mod
Skyggeriget er fjerde bind i Kim Faber og Janni Pedersens krimiserie om Martin Juncker og Signe Kristiansen. Du kan, i teorien, sagtens læse bøgerne uafhængigt af hinanden, men det vil altså være en skam. Du vil gå glip af for meget baggrundshistorie for seriens hovedpersoner.
På bloggen er tidligere anmeldt Vinterland og Satans sommer.
Forlagets beskrivelse:
En tilsyneladende uskyldig mand mister livet under en voldsom eksplosion på Nordjyllandsværket – et af Danmarks sidste kulfyrede kraftværker og en kæmpestor udleder af CO2. Hvad der først ligner en ulykke, viser sig hurtigt at være et angreb, da politiet finder fragmenter af en militær kamikazedrone i murbrokkerne. En radikal organisation tager skylden for angrebet. Danmark er ramt af sit første tilfælde af klimaterror.
Samme morgen findes en anden mand dræbt i en velhavervilla i det nordlige København. Han er søn af landets kontroversielle klimaminister, og sagen detonerer for alvor mellem efterforskernes hænder, da obduktionen afslører, at den dræbte har haft et heftigt kokainmisbrug – og desuden viser sig at have tætte forbindelser til en hidtil ukendt narkobande.
Er der en sammenhæng mellem de to forbrydelser? Juncker og Signe kan først ikke få øje på den, men så gør deres kollegaer en opdagelse, som tilsyneladende vender sagen på hovedet.
Bedømmelsen:
Skyggeriget formår til fulde at leve op til seriens tidligere bind. Bogen byder på spænding, humor, mord og klimaterror. At vælge at tage udgangspunkt i et af tidens vigtigste emner, gør bogen mere interessant. Og så er det altså bare skønt med et gensyn med vores hovedpersoner Martin Juncker, Kristoffer Kirch og Signe Kristiansen.
Hovedpersonernes problemer på privatfronten fylder næsten lige så meget som i deres arbejdsmæssige liv, og det er blevet mere og mere populært i nutidens krimier. Nogle gange tager det overhånd, men i dette tilfælde fungerer det rigtig godt, og giver bare en ekstra dimension til bogen. Det medfører også nogle interessante dilemmaer og opdukken af fortidens spøgelser.
Bogens karakterer fremstår meget realistiske – om end ikke altid likeable. Med inddragelse af f.eks. Herlufsholm, skabes et genkendeligt miljø, der måske til tider kan fremstå næsten karikeret ift. læsernes opfattelse af overklassen. Bogen inddrager i hele taget en masse virkelige temaer, og det bliver den slet ikke dårligere af.
Hæsblæsende spænding, godt sammenskruet plot og medrivende læsning. Kim Faber og Janni Pedersen er altså et glimrende forfatterpar, der formår at fastholde deres læsere med deres flydende sprog og skræmmende handlinger. Og så er de gode til at drysse lidt af deres egen personlige humor udover bogen.
Skyggeriget får de bedste anbefalinger herfra.
Forfattere: Kim Faber og Janni Pedersen