27 maj, 2020
Satans sommer af Kim Faber & Janni Pedersen
Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: 4 poter, efterretningstjenesten, Janni Pedersen, Kim Faber, krimi, politi, Politikens forlag, Satans sommer, spænding, terrorisme
De skjulte spor
Satans sommer er andet bind i forfatterparret Janni Pedersen og Kim Fabers serie om Martin Juncker og Signe Kristiansen. Første bind, Vinterland, udkom sidste år, og tog anmeldere og læsere med storm, ligesom den blev hædret med årets debutantpris af Det Danske Kriminalakademi.
Handlingen
Det er et halvt år siden et knusende terrorangreb ødelagde julestemningen i Danmark, og nu er det mere sommerheden der har lagt landet ned. I Sandsted prøver Juncker stadig at bearbejde sin fars død, og der ruskes mere op i fortiden, da han kobles på drabet på en lokal advokat.
I København bor Junckers kone Charlotte stadig i deres tidligere fælles hus. Hun har opsagt sin prestigefyldte stilling, og arbejder nu i Morgenavisens gravergruppe. Da hun modtager et anonymt tip, vejrer hun straks en god historie. Men også en historie, der potentielt kan ramme Juncker: for tippet kommer fra en whistleblower i FE – og han har beviser for, at vinterens terrorangreb kunne være undgået.
I København har Signe travlt med at balancere arbejde, familie og elsker. Og hun får ikke mindre travlt, da Charlotte kontakter hende og begynder at bore i terrorsagen. Derudover sættes hun på fundet af en hovedløs mand i Mindelunden, så hun kan sagtens mærke presset. Det bliver dog værre, da hun indser, præcist hvad Charlotte er ved at rode op i.
Juncker finder afslørende ting om hans egen familie i sin efterforskning, og da Charlotte pludseligt forsvinder sporløst får han også kontaktet Signe. Og selvom hun stadig er stærkt præget af fortidens hændelser, så kaster hun sig straks ud i kamp når Juncker kalder. Det bliver 11 hektiske og brandvarme dage – gennem Satans sommer.
Bedømmelsen
Satans sommer er vel det, der efterhånden altid betegnes som den svære to’er. Ikke dermed sagt, at bogen er dårlig, for det er den absolut ikke – men Vinterland var så exceptionelt god, at en efterfølger næsten kun kan skuffe bare en lille bitte smule.
Der er i handlingen skruet noget ned for de hæsblæsende actionscener, og noget op for udforskningen af relationer mellem mennesker. Det fungerer rigtigt godt, og giver nye gode facetter til de tilbagevendende karakterer. Desværre betyder det også, at tempoet er lidt sløvt i starten af bogen. Selvom det senere tager fart, så trækker det altså lidt fra.
Bogen forsøger at dække flere aspekter på en gang, og det formår den sådan set også at gøre. Men det den byder på i ren underholdning og velfortalt sagsudvikling, det mangler den lidt i overraskelser og seriøs udfordring af sine læsere.
Persongalleriet er rigtigt godt, og det samspil der udfolder sig mellem de enkelte karakterer fungerer og er rigtigt godt beskrevet. Der tilføjes lidt flere nødvendige nuancer til Signe, men det er nu stadig Juncker der har mit hjerte. Deres efterforskning er beskrevet levende og realistisk, og den unge Nabiha Khalid tilfører et forfriskende pust til genren.
En af de ting der bør fremhæves, er hvordan forfatterne har benyttet Karolines graviditet som katalysator for Junckers opgør med sin barndom og den fraværende far. Det fungerer rigtigt godt, ligesom forfatternes henvisninger til Vinterland er placeret perfekt i handlingen.
Der er smuttet lidt fejl gennem redigeringen, men det er ikke noget der forstyrrer læsningen. Satans sommer er uforpligtende og underholdende læsning, der vil passe til de fleste krimilæsere.
Forfatter: Kim Faber og Janni Pedersen