3 oktober, 2023
Vandaben af Claus Due
Kan vi gennemskue konsekvenserne?
Vandaben er skrevet af Claus Due, og er første selvstændige bind i Vandabe-trilogien – en spændingsserie om delfinforskeren Poul Hansen, der kommer i klemme mellem videnskab og grådighed. Vandaben er fiktion, men tager sit afsæt i forskning, fakta og teorier om menneskets udvikling, delfiner og selvbevidsthed.
Forlagets beskrivelse:
”Genskabe menneskets forfædre. Er I fuldkommen sindssyge?” ”Hold kæft, og sæt dig ned. Du er selv forsker og ved, hvordan det er.”
Delfinspecialisten Poul Hansen bliver narret til at hjælpe forsker og pengemand Wolfgang Stern med at stoppe nogle dødsulykker i Sterns udgravning ved Afrikas Horn. Da Poul kommer til ørkenen, opdager han, at man er ved at udvikle menneskets nærmeste forfader Homo habilis ud fra fossiler, man har fundet. De store abemennesker, der bliver fremstillet i ørkenens hemmelige laboratorier. Det vil kunne gøre Stern og hans investorer svimlende rige. Men udsigten til formuer gør også blind over for alt, der kan gå galt.
Samtidig sker der flere dødsfald på Pouls eget delfincenter ved Røde havet. Dødsfaldene viser sig at være forbundet med dødsulykkerne i Sterns udgravning. Poul er ikke i tvivl – dødsfaldene kan få katastrofale konsekvenser for menneskeheden. For at undgå en verdenskatastrofe må Poul sætte livet på spil.
Bedømmelsen:
Vandaben er en meget interessant, tankevækkende og skræmmende fortælling. At definere den som værende en spændingsroman er sådan set korrekt. Jeg læste den faktiske mere som en art ”dommedags-fortælling” eller videnskabsthriller – fordi den fremstod så realistisk.
Der var absolut elementer af spænding, og at vælge dette format til at formidle, hvor langt nogle mennesker er villige til at gå for penge, er velvalgt og gør formidlingen af videnskab (der jo ellers ofte kan blive en smule tørt og langtrukkent) letlæseligt og mere ”spiseligt”. At holde den, ellers så anerkendte, evolutionsteori op imod Vandteorien var en meget, meget interessant præmis. Jeg har aldrig hørt om Vandteorien før, men den rykkede gevaldigt ved nogle af mine hidtidige opfattelser.
Bogen er tydeligt plotdrevet, og det fungerer ret godt. Man kan tydeligt mærke Claus’ brændende interesse for dyrs måder at kommunikere på. Her finder man dog også et af bogens svagere punkter: at Claus’ ikke har udviklet en smule mere på de enkelte karakteres følelser. Ikke at bogen slet ikke indeholder noget af dette, men den kunne sagtens have båret en del mere. Jeg tror at dette måske kan skyldes, at Vandaben er Claus’ første roman, idet han tidligere kun har udgivet fagbøger.
En anden ting jeg gerne havde set i bogen er, at genoplivningen af Homo robustas og og Homo habilis havde udviklet sig langt mere – som i ”hvad ville der ske”, hvis de eks. rent faktisk slap ud i samfundet.
Vandaben efterlader virkeligt læseren med grundlag for refleksion: Gennemtænker vi reelt alle etiske perspektiver, når vi forsøger at genoplive uddøde arter – og kommer vi en dag dertil, at det næste vi forsøger at genoplive er vores forfædre? Og er vi på nogen måde i stand til at gennemskue, hvilke konsekvenser vores handlinger kan få?
Lad ikke al min videnskabssnak afskrække dig – bogen kan sagtens læses som underholdende spændingsroman, og du vil få en god læseoplevelse.
Forfatter: Claus Due