HomeBoganmeldelser Advokaten af Steve Cavanagh

Advokaten af Steve Cavanagh

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , , ,

Svindler eller advokat?

Advokaten er første bind i Steve Cavanaghs serie om svindleren og advokaten Eddie Flynn. Steve Cavanagh er født og opvokset i Belfast. Han er praktiserende advokat indenfor civilret og har været involveret i adskillige højt-profilerede sager.

Handlingen

48 timer – det er hvor langt tid den russiske mafia giver advokat Eddie Flynn til at få deres leder frikendt – og dermed redde Eddies kidnappede datter.

Mafiabossen Volchek er sigtet for mord – og er tydeligt skyldig. Hans foretrukne hitman er gemt et sikkert sted, men er klar til at være anklagerens kronvidne. Og der står så Eddie – nu med en bombe i sin jakke og med mafiaens klare instruktioner: spræng kronvidnet i luften, og få Volchek frikendt. Ellers har vi mange gode idéer til, hvad vi kan gøre ved din datter…

Som om det ikke er pres nok, så har Eddie ikke været i en retssal i over et år. Han har stadig mareridt efter sin sidste sag, og de store konsekvenser sagen fik. Eddie begyndte at drikke, hvilket ødelagde hans ægteskab. Det eneste han nu har at leve for, er datteren.

Før han blev advokat, var Eddie succesfuld svindler – og egentligt mener han ikke der er den store forskel mellem de to karrierer. Men da FBI begynder at mistænke, at der er noget galt, må Eddie udnytte både evner og kontakter fra sit tidligere liv. Men hvert valg har sine ulemper, og alle har deres helt egen dagsorden.

Tab sagen – og tab alt.

Bedømmelsen

Advokaten er en flot debut, der fra første side kaster spænding lige i hovedet på læseren. Og måske er netop mængden af action noget af det der trækker bogen ned, for det har det med at tage overhånd.

Plottet er faktisk ganske godt udtænkt, og det udvikler sig også i en spændende og overraskende retning. Med de korte kapitler og det læsevenlige sprog, er Advokaten en meget letlæst bog – bortset fra at der til tider sker så meget, at det kan være svært at bevare overblikket.

Da der er tale om en retssalskrimi, er det næsten oplagt at sammenligne Steve Cavanagh med John Grisham, men bortset fra genrevalget så er de to forfattere milevidt fra hinanden i både skrivestil og hvilket fokus de vælger i deres bøger. Men Steve formår at udnytte sin retssalsviden på en god måde, og det giver bogen et realistisk præg.

Man får en god introduktion til Eddie og hans bevæggrunde. Jo mere man lærer om hans barske baggrund, jo mere sidder man tilbage med en god forståelse for hans nuværende handlinger. Og han får virkeligt brug for alle sine tricks, for problemerne hober sig op og hele tiden tager sagerne en uventet drejning.

En gang imellem har man brug for lidt lettere læsning, hvor man bare kan læne sig tilbage og blive underholdt. Måske giver Advokaten ikke ligefrem læseren oplæg til efterfølgende refleksion, men underholdende – det er det.

Forfatter: Steve Cavanagh

Udgivet: 2017
Forlag: Jentas
Sidetal: 365

Leave a Reply