20 september, 2018
Blodspor af Julie Hastrup (Rebekka Holm # 7)

Julie Hastrup og Rebekka
Julie har haft sin del af jobs fra fotomodel til dørmand. Men i 2009 udgav hun første bind i serien om Rebekka Holm (En torn i øjet). Her blev vi introduceret til den ambitiøse efterforsker med sans for forbrydelsens psykologi.
Inspirationen til Blodspor stammer fra en artikel fra 2006, om grusomme hændelser under Francos mangeårige styre.
Handlingen
Drabsefterforsker Rebekka Holm er presset. Hun er medtaget efter sin sidste sag, og kæresten Niclas ligger i koma på sygehuset i Stockholm. Veninden Dorte er en stor støtte, da hun stadig er taknemmelig overfor Rebekka efter et tidligere overfald – men Rebekka har brug for noget til at bortlede tankerne.
Så da chefen, Gundersen, ringer med en ny sag, hopper Rebekka straks til – men sagen er langt mere omfattende, end hun lige havde forventet. En hel familie er dræbt – siddende omkring spisebordet, klar til at spise en lækker middag. Efterforskningen viser ikke andet end en helt almindelig familie og Rebekka ved ikke hvilken retning hun skal arbejde i. Sikkert er det dog, at det med garanti er i en anden retning end souschef Simonsen, der som sædvanligt tror at han alene kan løse sagen.
Da familiens datter pludseligt dukker op, forventer betjentene at de nu kan få svar på nogle af deres mange spørgsmål – men så forsvinder datteren sporløst. Har morderen taget hende, eller er hun måske selv morder? Efterforskningen breder sig i flere forskellige retninger, men ingen af efterforskerne kunne have forudset hvor stor en sag de har fingrene i – en sag, som flere er villige til at slå ihjel for.
Bedømmelsen
Som inkarneret krimilæser skal der efterhånden rigtigt meget til at ryste mig, men nogle af Julies beskrivelser var direkte hjerteskærende. I en medrivende vekslen mellem fortid og nutid, lægger hun hele tiden spor ud til læseren og jeg var indfanget fra første side.
Personskildringerne var fantastiske, og at kunne udfolde så forskellige karakterer gennem bogen er tydeligt bevis på Julies talent. Bogen indeholdt vellignende miljøbeskrivelser, flydende og letlæseligt sprog samt interessante og relevante tematikker. Moralske emner som selvtægt er gennemgående for bogen, og i enkelte af bogens situationer ville jeg selv have haft svært ved at træffe “det rigtige valg”. Det, at der inddrages både relevante og aktuelle emner, er med til at hæve bogens niveau.
At bøgerne ikke kun handler om Rebekka, men også om de personer hun omgiver sig med, er også en af de ting der gør bogen god. I Blodspor er det specielt Tatjana vi lærer mere om – og hvordan hendes fortid præger hendes beslutninger og valg. Der er ingen tvivl om, at fortiden får indflydelse på hendes handlinger i forbindelse med sagens opklaring.
Blodspor bærer præg af en grundig research, og Julies talent for at blande spænding og et medrivende plot på den mest intense måde. Derudover lærte jeg nyt om Franco-tidens Spanien, hvilket var et skræmmende kapitel i historien. Solid, underholdende og spændende krimi.
Forfatter: Julie Hastrup
2 thoughts
Pingback: Vildskud af Julie Hastrup (Rebekka Holm #8) - Cats, books and coffee
Pingback: Kryb af Julie Hastrup (Rebekka Holm #9) - Cats, books and coffee