Home / Boganmeldelser / Novicen af Taran Matharu
18 september, 2018

Novicen af Taran Matharu

Posted in : Boganmeldelser on by : Lotte Tags: , , , , , ,

Hvordan Taran skabte Fletcher

Taran Matharu har altid været interesseret i litteratur, og begyndte på sin første bog allerede som 9-årig. Det var dog først efter et praktikjob hos Penguin Random House, at han i 2013 begyndte at skrive Novicen om den forældreløse Fletcher. Han delte sine opdateringer på Wattpad, og med mere end tre millioner læsere var succesen i hus.

Indtil videre er det blevet til fire bøger i universet, nemlig de to efterfølgere til Novicen samt en forløber.

Handlingen

Riget Hominum er plaget af længerevarende krig mod orkerne. Samtidigt er der store spændinger de forskellige racer imellem – mennesker, dværge og elvere anser absolut ikke hinanden som ligeværdige væsener. Selvom dværgene flere gange har gjort oprør, er de nu de eneste der besidder evnen til at lave musketter – så de tolereres (indtil andre kan overtage teknologien).

Drengen Fletcher blev som spæd fundet udenfor byporten til byen Skinderup. Smeden Berdon tog ham til sig, og har siden oplært ham som lærling. Krigen mærkes ikke direkte, men en dag kommer en soldat til byens marked. Med sig har han en gammel bog, der har tilhørt en kampmagiker – der studerede orkernes shamaner og deres dæmoner.

Fletcher får bogen af soldaten, og en nat læser han i den – og fremmaner en dæmon! Er han selv en af de sjældne påkaldere? Inden han når at forstå hvad der sker, tvinges han til at flygte fra byen. Uden andet mål drager han mod Vocans Akademi – stedet hvor påkaldere lærer at kontrollere deres evner, og hvor de stærkeste ender som kampmagikere.

Selvom Fletcher tror, at han nu er blandt ligesindede, er hans problemer først lige begyndt. Selvom han hurtigt får venner og lærer at kontrollere sin dæmon, så er der spændinger på akademiet. De adelige ser ned på de borgerlige og andre racer, de føler sig højt hævet over pøblen. Stemningen bliver ikke bedre, da krigen kræver kortere uddannelse til påkalderne – allerede efter 1 år skal de deltage i den turnering, der kan afgøre deres fremtid. Og det er ikke alle deltagere, der spiller efter reglerne …  

Fletcher

Bedømmelsen

Novicen indeholder mere end bare en smule inspiration fra tidligere magiske universer. Harry Potter, Ringenes Herre og Pokémon kan alt sammen genkendes i bogen. Men på en eller anden måde fungerer idéerne alligevel, og Taran Matharu har formået at skabe et nyt univers.

Sproget er flydende og letlæseligt. Til tider fremstår det en smule forenklet og rettet mod et meget ungt publikum, ligesom der enkelte steder er oversat lidt for direkte fra engelsk. Selvom bogen indeholder sin del af politik og krig, så var fortællingen ukompliceret og med en spændende verdensopbygning.

Karaktererne var meget ensidigt afbilledet: enten god eller ond. Desuden manglede der dybde og nuancer hos mange af dem, hvilket kan skyldes at Novicen er første bind i en trilogi. Fletchers udvikling fra naiv landsbydreng til mere vidende voksen var fascinerende, ligesom samarbejdet med andre racer mod et fælles mål var interessant.

Slutningen virkede en smule forhastet, og Turneringen, der var bygget op til at være et kæmpe klimaks, var en smule overfladisk beskrevet. Det var dog interessant at følge de forskellige undervisningsemner op til træningen – men vigtigst af alt: dæmonerne! Disse dæmoner var simpelthen de mest nuttede og elskelige dæmoner jeg nogensinde har mødt. Og så er deres reaktioner på forskellige situationer virkeligt underholdende.

Så selv om de fleste temaer i bogen er behandlet før, og selvom der er hentet en del inspiration fra anden fantasy, så er det alligevel en charmerende bog. Tempoet er hurtigt, tvist følger tvist og pludseligt er man fanget i universet.

Fletcher

Forfatter: Taran Matharu

Oversætter: Ditte Taaning
Udgivet: 2018
Sidetal: 380

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *